Menu

VSK drømmer om nyt Vejlby Stadion: Kunstgræsbane skal være startskud

image Lokalavisen Aarhus har fået øjnene op for projektet i Nordbyen
Kim Skovrup Andersen
14. november 2019 kl. 15:02

Fusionsklub arbejder for kunstgræsbane og lysanlæg i første del af en større plan for et nyt Vejlby Stadion

Det er ikke kun i byens hæderkronede fodboldklub AGF, at der drømmes om et nyt stadion. I Nordbyen arbejdes også på at få moderniseret fodboldfaciliteterne. Vejlby Stadion fra 1969 trænger til en opdatering, og fusionsklubben Vejlby Skovbakken Aarhus - forkortet VSK Aarhus - er få alvor gået i gang med projekt 'Ny Vejlby Stadion'.

I første omgang arbejder fusionsklubben, der har et kvindehold i landets bedste række og et herrehold i 2. division, på at anlægge en kunstgræsbane i stedet for græstæppet og at opføre et lysanlæg. I øjeblikket må klubben leje Idrætshøjskolens kunstgræsbane i forlængelse af det store anlæg i Vejlby-Risskov.

Budgettet er på 6,5 millioner kroner. Aarhus Kommune giver 3,1 millioner kroner, VSK Aarhus skal selv rejse en million kroner, og endelig har klubben fået lov til at tage et kommunegaranteret lån op til 2 millioner kroner.

"Vi kunne rigtig godt tænke os, at millionen er samlet ind, så banen kan stå klar i efteråret 2020. Der kommer stadig stigende krav, som man skal overholde i Kvindeligaen. Blandt andet skal der være et vist antal lux (belysningsstyrke, red.). Derudover efterspørger vores 1.350 medlemmer helårstræning, og det kan kun lade sig gøre, hvis vi får en kunstgræsbane," forklarer Jakob Tougård.

Han er bestyrelsesmedlem, tidligere jyllandsseriespiller i klubben og formand for herreeliteudvalget i VSK Aarhus. Tougård kommer fra Svendborg, hvor han spillede 2. divisionsfodbold, inden statskundskabsstudiet trak ham til Aarhus. Han har nu færdiggjort sin bachelor, men holder pause fra studiet og er i stedet ansat som praktikant i VSK Aarhus.

Han står for crowdfunding-delen, der er kommet godt fra start.

"Vi skal samle en million kroner ind, og efter en uge er det lykkes at komme op på 122.000 kroner," fortæller han og fortsætter:

"I går fik vi den gode melding, at Nykredit har doneret 100.000 kroner, og det er vi jo meget, meget glade for. Nu håber vi på en sneboldeffekt, så flere kommer på banen og donerer."

Indsamlingen består af fire spor: Fonde, sponsorater, crowdfunding og indtægtsgivende aktiviteter som storskærmsarrangementer til næste års EM i fodbold.

Overdækning og nyt klubhus

Der er i alt tre faser til projekt 'Ny Vejlby Stadion'. Når kunstgræsbanen og lysanlæg er kommet på plads, fortsættes offensiven mod forbedrede faciliteter. VSK Aarhus vil nemlig gerne have overdækket 1.000 tilskuerpladser i fase 2, og i den sidste fase er planen at der skal bygges et helt nyt klubhus med forbedrede spiller- og sponsorfaciliteter. Her er finansieringen dog ikke endeligt på plads.

"Hele det her center - som er Østjyllands største - synes vi selv, inviterer til professionel fodbold, hvor der er mulighed for, at der kan komme mange mennesker. Så snart der står en ny kunstgræsbane og et nyt lysanlæg klar, håber vi, at der sker en dominoeffekt, som gør de næste to faser mulige. Et startskud til noget større," siger Jakob Tougård og tilføjer:

"Vi har rigtig mange medlemmer, vi skal tage hensyn til plus to elitehold, der uundgåeligt kommer til at blive mere professionaliseret over tid."

Og når det gælder medlemmer, ser VSK Aarhus også muligheder for at blive en del større:

"De seneste meldinger, vi har hørt, er, at 15.-18.000 mennesker flytter her til området indenfor de næste tre år med alle de boligbyggerier, der er i gang, så der er bestemt en stor mulighed for, at vi vokser, og det skal vores faciliteter også leve op til," fastslår Jakob Tougård.

Læs mere om projektet her

Luk