Tak til vor kampfordeler - og velkommen til en ny
Tak til vor kampfordeler - og velkommen til en ny
Knud Andersen har været en institution som kampfordeler - først i en lang årrække for Skovbakken fodbold og senere for VSK Aarhus. Han var først en dygtig målmand for Skovbakkens førstehold i perioden august 1965 og frem til udgangen af 1978, hvor han efter omkring 300 kampe stoppede med den aktive karriere. Han nåede i det sidste år at vogte målet for Skovbakken i den daværende superliga. Knud gik direkte fra den aktive spillerkarriere til at være en central leder som kampfordeler i Skovbakken. Her stod han på mål for alle kampfordeler opgaver fra 1980 og frem til den nuværende sæson.
“Da jeg startede, sendte vi jo breve ud til alle klubber med kamptidspunkter for alle rækker. Det blev siden afløst af mail og med Kluboffice i 2016 blev det hele elektronisk. Jeg har haft en stor omgangskreds i andre klubber og deltaget i et hav af møder i DBU Jylland. Jeg kan se, at den gamle generation er ved at forsvinde i klubberne, og nu var det også tiden, hvor jeg skulle trække mig”.
Knud Andersen har samtidig haft overskud til at give en hånd med i mange af klubbens aktiviteter herunder tirsdagsgruppen og dens arbejde for klubben. Både Skovbakken fodbold og VSK Aarhus er Knud Andersen stort tak skyldig. Det har været en kæmpeindsats i flere generationer, hvor opgaver bare er blevet løst.
Vi byder samtidig velkommen til vor nye kampfordeler Alexander Ellerbæk Brandt.