Menu

Nyt fodboldhold skal være ambassadører for kommunen

image Øverst fra venstre: Mads Jönsson, Peter Stensig, Dennis Hindhede, Ulrik Kolind, Morten Damgaard, Anders Bersang, Emil Strøm, Rasmus Sillesen, Niels Laursen og Jonas Andersen. Nederst fra venstre: Lasse Hindhede, Allan Nielsen, Michael Lauridsen, Eric Engsig og Mikkel Pinderup. Fraværende: Søren Madsen, Marc Skjerning, Jacob Dengsø, Kristoffer Thomsen og Kristian Hulmose. Privatfoto
Tobias Nørgård Dupont, tonod@dagbladetringskjern.dk
05. september 2016 kl. 14:44
Et nystartet hold med tidligere fodboldspillere fra lokalområdet modtager støtte fra Ringkøbing-Skjern Kommune. Til gengæld sparker de yderligere gang i kommunens klub for eksilvestjyder

Skjern-Tarm 8000 er et nyt fodboldhold under Vejlby Skovbakken i Aarhus, som udelukkende består af spillere, der er opvokset i Ringkøbing-Skjern Kommune.

De fleste spillede fodbold i lokale klubber, inden de rejste mod Østjylland, hvorefter fodbolden blev nedprioriteret. Det var specielt, fordi at det sociale sammenhold og det lokale foreningsliv ikke på samme måde var til at finde i aarhusianske klubber. Og det er netop det sociale, som er grundstenen på det nye serie 5-hold.

»Vi spiller for at vinde og er seriøse på banen, men det er ikke afgørende, om vi spiller serie 4 eller serie 5. Det sociale er i første række,« fortæller Peter Stensig, som er født i Skjern og er en af initiativtagerne til det nye fodboldhold.

Støtte til projektet

Blandt andet på grund af drengenes sociale fokus og ønsket om at bringe vestjyske relationer sammen på et fodboldhold i Aarhus har Ringkøbing-Skjern Kommune valgt at sponsorere holdets spilletrøjer.

Kommunen håber, at holdet kan være med til at sætte et større fokus på Klub Eksilvestjyderne. Det er en klub for tidligere ’Ringkøbing-Skjernboere’. Medlemmerne bliver blandt andet inviteret til sportsarrangementer og events i kommunen med et mål om at vise fraflyttere, at de stadig er ønsket af kommunen.

»Det er en god mulighed for at markedsføre Klub Eksil-vestjyder i Aarhus-området og dermed få flere medlemmer. Holdet er opstået, fordi drengene savnede det sociale og foreningslivet, som fylder meget i vores kommune. De bliver dermed ambassadører for at eksponere vores eksilvestjydeklub og foregangsmænd for at bevare relationen til lokalområdet,« fortæller bosætningskoordinator ved Ringkøbing-Skjern Kommune Dorthe Frydendahl.

Tilmed har også tre virksomheder været økonomisk behjælpelige med etableringen af Skjern-Tarm 8000. Sportigan Skjern, Idébiler Skjern og Skjern Boligmontering har alle sammen støttet projektet.

Hyggeligt og uforpligtende

Holdet består af 20 spillere, som alle bidrager til det praktiske. Der er ikke en træner, men til gengæld er der lavet nogle udvalg, som har forskellige ansvarsområder. Der er et kampudvalg, et træningsudvalg, et indendørs fodboldudvalg og vigtigst af alt et festudvalg, som står for fællesspisning og andre sociale arrangementer.

»Vi kommer, fordi vi har lyst til at hygge os, men der er ikke nogle forpligtelser. Der er træning onsdag aften, men er der en uge, hvor det ikke passer ind, så bliver man ikke banket i hovedet for det,« siger Peter Stensig.

Da han sammen med Jonas Andersen og Kristian Hulmose Nørgaard satte sig ned for at rekruttere spillere til holdet, var de bevidste om, hvad de gik efter.

»Vi inviterede cirka 30 på Facebook, som vi følte kunne bidrage til omklædningsrummet. Men samtidig skulle de også være med på sloganet: ’Mange bække små gør én stor Skjern Å’,« fortæller Skjerndrengen kækt.

Det handler om, at når mange bidrager med lidt, så bliver det til meget, og så lige med et twist af Skjern, men det er netop tanken bag de nedsatte udvalg. Alle har et ansvar, og de er sammen om at få tingene til at lykkes.

Hjælp til arrangementer

Kommunen har fået trykt ’Eksilvestjyder - en del af naturens rige. Ringkøbing-Skjern Kommune’ på alle spilletrøjerne, men det er også en del af aftalen, at fodbolddrengene skal hjælpe ved fremtidige arrangementer i Aarhus.

»Holdet laver events på Facebook, og inviterer venner og bekendte ud til deres kampe, hvilket skaber eksponering, men de skal også hjælpe til ved kommende arrangementer for eksilvestjyder. Det kan være praktiske ting som ophængning af skilte, uddeling af brochurer, borddækning og oprydning med mere,« siger Dorthe Frydendahl.

Hvorvidt Ringkøbing-Skjern Kommune også vil støtte andre initiativer med lokalt islæt i fremtiden bliver der taget stilling til fra sag til sag.

»Vi ser vores sponsorat som en investering. Vi får 20 ambassadører og mulighed for at give eksilvestjyde-fodboldholdet noget medejerskab til Klub Eksilvestjyder, og samtidig får vi hjælp til fremtidige arrangementer. Alternativt skulle vi lønne nogle til at hjælpe, og så tror jeg hurtigt, at støtten til fodboldholdet er tjent ind,« slutter Dorthe Frydendahl.

Artiklen er skrevet af Ringkøbing Skjern Dagbladet og kan findes på følgende link

Luk