Formandsskifte i VSK Aarhus
Formandsskifte i VSK Aarhus
På generalforsamlingen i VSK Aarhus tirsdag d. 21. februar blev Thomas Bell Ottosen valgt som ny formand for VSK Aarhus. Den tidligere formand Leif Gjørtz Christensen, der har været formand siden fusionsklubben start 1. juli 2016 ønskede at fratræde og fortsætter som sekretær i bestyrelsen.
Der var samtidig fornyelse i bestyrelsen, hvor Klaus Goeg og Poul Jeppesen trådte ud til fordel for Martin Christensen, Jens Isbak og Mads Bach Leiszner. K.O Pedersen trådte også ud og fortsætter som suppleant.
Formanden konstaterede i sin beretning, at klubbens medlemsvækst fortsætter. Vi har nu 1.518 medlemmer, og er dermed en af Jyllands store klubber.
Der var samtidig glæde over klubbens nye flotte kunstgræsanlæg på bane 12 og 13. Det blev indviet den 5. november og er taget flittigt i brug. Banen er indrettet med afværgeforanstaltninger i form af granulatspærrer langs hele banen og omklædningssluse ved indgangen. Det skal forhindre spredning af gummi granulat. Der var samtidig en klar opfordring til at tage ejerskab til banen og i fællesskab passe på den.
Der er nu sat i gang af dannelsen af et selskab, der skal drive klubbens divisionshold hos herrerne. Der er en kreds af initiativtagere og selskabet forventes, at starte pr. 1. juli 2023.
Aarhus kommune har haft Rambøll til at undersøge den bedste placering for faciliteter til AGF kvinder. Indstilling peger på Vejlby Stadion, der på en og samme tid kan blive til et kraftcenter for kvinde-elitefodbold og som byens stadion 2. Stadion bruges også til afvikling af divisionskampe hos herrerne. AGF superliga hold kan samtidig genhuses her, mens det nye stadion i Kongelunden bliver bygget.
Det kan blive et særdeles positivt løft både for AGF kvinder og for VSK Aarhus, og klubben ser frem til at blive inddraget efter en beslutning i byrådet.
Det sidste år har samtidig været præget af, at klubben på flere områder har måttet ansætte medarbejdere til erstatning for frivillige. Det er ikke længere muligt at finde frivillige til de tunge administrative nøgleposter. Klubben har samtidig opnået licens for drengeungdom U10-U15. Der er investeret i begge dele, hvilket sammenholdt med flere andre forhold betyder, at klubben kommer ud med et underskud i regnskabet for 2022.
Der var en livlig debat efter beretningen og regnskabet med opfordringer til at styrke kommunikationen og gøre økonomien mere gennemskuelig.