Menu

Eftertanker fra et pokalbrag

image
Jakob Tougård
28. september 2019 kl. 23:38

Det kan næppe være gået nogens næse forbi, at VSK Aarhus' 2. division bød AGF's superligamandskab op til dans i torsdags d. 26/9-2019 på Vejlby Stadion. Dette skriv skal handle om alt andet end selve kampen, fordi det er der skrevet nok om. Tilgengæld vil jeg benytte spaltepladsen til at knytte lidt ord til, hvordan denne dag indfanger det potentiale, VSK Aarhus har som samlet KLUB. Synet af 2500 mennesker på stadion er noget af det vildeste jeg, i min spæde tid i VSK Aarhus, har oplevet. Men hvis vi hjælper hinanden og løfter i samlet flok, kan dette blive et syn som oftere er reglen end undtagelsen. 

Frivilligheden blomstrer stadigvæk

Man plejer altid at sige tak til de frivillige nederst i sådan et skriv. Denne gang bliver jeg nødt til at placere takken øverst. At stable sådan et arrangement på benene vil ikke være muligt, hvis ikke man har et helt hold af inkarnerede klub-folk, som vil afsætte nogle timer af for foreningens bedste. Hold øje med klubbens sektion; Klub Frivillig, der kommer til at igangsætte spændende tiltag for at fastholde og engagere de mange hænder, som bare skriger på at blive sat i gang. 

Nordbyen har stadfæstet sig 

Entretælleren fra kampen viser sit tydelige sprog. AGF's indgang havde 1125 mennesker, også burde de fleste kunne regne ud, hvor mange som kom med VSK-support. Vi har i VSK Aarhus længe brystet os af et stort medlemsantal. Det er i sig selv et flot parameter at skilte med udadtil, men hvis alle i og omkring klubben ikke har en fornemmelse for, den klub de spiller i, hvilken rolle spiller antallet så? Kampen bliver fra mit synspunkt en klar indikation for, at klubben har gjort meget rigtigt. Dette tydeliggøres af de mange engagerede og glade børn iført VSK-tøj med hjemmeskrevne slagsange som: "Nummer 2 kan godt li' chips". Tjek den forresten ud på youtube, det bliver med sikkerhed en kæmpe banger.

Charmen ved en forening som vores er, at den samler hele naboområdet, og på den måde kan blive mødestedet, ligesom forsamlingshusene tidligere udgjorde det. Derfor var det skønt at se, hvordan der var repræsentanter fra hele lokalområdet. Selv de folk som i sin tid ikke var synderligt begejstret for udsigterne til en fusion. Men som dagene er gået har fusionen vist, at det har været i Vejlby-Risskov områdets interesse at slå de to moderklubber sammen. 

Lokale spillere skaber identitet

Målsætningen om at være lokalt trækplaster, skal gerne afspejle sig i klubbens medlemmer. Vi forsøger i VSK Aarhus at rekruttere og fastholde de fodboldglade drenge/piger, som er bosat i Vejlby-Risskov området. Dette skal danne fundamentet i og omkring klubbens godt og vel 100 hold. Dette er dog bestemt ikke ensbetydende med, at vi ikke skal tage imod folk, der ikke er bosat her i området. Klubben skal være en rugemaskine for talentfulde spillere, trænere og ledere, som har lyst til at udvikle sine kompetencer.

Foreningens mange positive problemstillinger

Foreningsbevægelsen er næppe noget, nogen har misset i deres skoletid, og det er en fornøjelse at se, hvordan denne bevægelse anno 2019 stadigvæk gør sig gældende. Det er bestemt ikke nogen let opgave at drive sådan en kæmpe butik med alle de udfordringer, der høre til, og klubbens drift bliver stadigvæk drevet af frivillige kræfter.

Derfor vil min sidste opfordring blot være, at hvis man selv har tanker eller ideer til, hvordan vi driver fodboldklubben VSK Aarhus bedre. Jeg opfordre således kraftig til, at man deltager i en konstruktiv dialog, og eventuelt selv vil varetage nogle af de arbejdsopgaver, vi som klub skal bruge hænder og hoveder til. Hold jer endelig ikke tilbage.

Vejlby Stadion - Det nye stadion 2 

Helt konkret står vi overfor et kæmpe projekt, der kan forbedre vores kerneydelse og infrastruktur. Fra bestyrelsen side har vi opfordret til at møde op, hvis man ideer eller lyst til at bidrage til denne proces. Det er især på området finansiering, at vi står og mangler ideer. 

Torsdag d. 10. oktober 

Kontakt Leif Gjørtz Christensen for spørgsmål eller øvirige henvendelser.

------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------

Mvh 

Jakob Tougård

Bestyrelsesmedlem i VSK Aarhus

Luk