Menu

U13: Et efterår i sammenlægningens tegn

image Med cheftræneren på ferie, sender hold 1 en velfortjent hilsen efter sikret oprykning. Oprykningen sikret efter knusende sejr på 8-0.
Tobias Halskov
06. februar 2017 kl. 11:16
Denne artikel er den næste i en serie hvor vi sætter fokus på ungdomsholdene i VSK Aarhus. Artiklerne er skrevet af de respektive trænere og er omkring sæsonen i efteråret 2016. Denne artikel er omkring U13 årgang 2004. Artiklen er skrevet af træner og årgangskoordinator Morten Bjerre Justesen

Årg. 2004 var formentlig den årgang, der skulle opleve de største omvæltninger, efter fusionen i juli. 

Årgangen skulle - uden fusionen - have været næste årgang i det hedengangne klubsamarbejde, FC Aarhus, og der var derfor én stor fællesnævner for arbejdet i de første måneder; At få årgangen sammentømret socialt. Uden at det skulle gå alt for mærkbart ud over resultaterne.

Årgangen bestod og består af ca. 55 spillere, med den løbende af- og tilgang, vi stadig mærker. Det er lidt mindre, end vores forventning på 60 spillere.

Et halvt år inden fusionen fik vi oprustet på trænersiden, hvor Thomas (med fortid i VRI 2001 og AGF) kom til, mens den største del af drengene stadig var spillende i Aarhus Fremad. Thomas fortsatte efter sommerpausen i VSK med ansvaret for årgangen i sin helhed og med hold 1 i særdeleshed.

Samtidig har vi efter efterårssæsonen fået Christian til (som af tidsmæssige årsager startede som målmandstræner) at være det faste anker på hold 2.

 Hold 1 endte efter en lidt skræntende start med at vinde deres pulje i Mesterrækken i en stærk pulje, hvor både Hinnerup og TRIF gjorde os rangen stridig. Halvvejs lå vi på en delt 2./3.plads med TRIF, men en overordentlig stærk og imponerende slutspurt blev sat ind, og da især Hinnerup samtidig fik gummiben, så endte det med en relativ komfortabel puljesejr, hvor oprykningen til forårets Vest2 kunne sikres med uafgjort i sidste kamp mod Lystrup. Det blev dog aldrig et tema, at kampen skulle “fedtes” hjem. Holdet vandt med knusende 8-0 efter 6 mål i anden halvleg - og som kuriosum med træneren siddende ved poolen på Gran Canaria, mens forældre sørgede for en direkte linie via FaceTime, så han kunne se kampen live…...Fodbold er ikke det vigtigste i livet, men det kommer tæt på, som det vist fremgår ;)

 Hold 2 var - som hold 1 - tilmeldt i Mesterrækken ud fra et “future"-synspunkt. Vi har mange dygtige spillere på årgangen, som teknisk er på et højt niveau, men som (må vi bare sande) ikke har fysikken endnu. Vi ved ikke, om der er noget i vandet i vores del af byen, men årgangen har ikke (endnu) den gennemsnitshøjde og fysik, som vi synes at se hos vores modstandere.

Og fysikken blev et tema for hold 2. De spillede en række gode kampe, som blev spillet uafgjort, tabt med 1-2, 2-3, 3-5 osv., mens det også blev til et par “snittere” (0-10 mod TST, som dog kun vandt 6-3 i det omvendte opgør 1 mnd. senere). Ingen tvivl om, at det var en hård sæson for holdet, men også lærerigt, og vi er ikke i tvivl om, at den har været en god investering i fremtiden.

Grundet enormt mange skader, og et svingende medlemstal, så måtte vi midtvejs i turneringen strække våben og trække hold 3. Indtil da havde de startet godt, men i takt med de mange skader (især hælspore, lyske og knæproblemer) og den samtidige indbyggede logik med at fylde op på hold 1+2, når det var nødvendigt, så var det efterhånden et "de facto hold 4" vi sendte af sted, og det blev for stor en mundfuld. Spillerne gjorde alle deres bedste, men til sidst blev det for tungt.

Med 55 spillere var det samtidig et kæmpe puslespil overhovedet at kunne stille 5 hold uge efter uge, og det blev til sidst for anstrengende for alle parter, ligesom vi indtil da kun blev reddet af, at vi på hold 5 ikke var underlagt de ellers gældende op- og nedrykningsregler mellem holdene.

Hold 4+5 fik i første halvdel også lidt problemer grundet de mange skader, der gjorde, at vi skulle sende spillere opad, indtil vi valgte at trække hold 3. De gjorde det det til trods rigtigt flot - resultatmæssigt lidt blandet - men spillemæssigt flot. Hold 4 ender midt i rækken, mens hold 5 slutter i øverste halvdel. For begges vedkommende med en fornuftig blanding af resultater - i den mere kulørte ende tabte hold 5 med 16-8(!!!!!!)  - begge hold med skarpe angribere og knapt så skarpe forsvar ;). 

Omvendt spillede holdet nogle imponerende sejre hjem, og endte som beskrevet flot i puljen, og vandt allerede ugen efter det store nederlag.

Hold 4 knækkede for alvor koden mod et stærkt hold fra Stautrup, der med nogle meget store drenge havde vundet det første møde på VSK med 3-2 efter en lige kamp, men hvor vi spillede med for lidt omtanke. Det ændrede sig til det omvendte opgør, hvor vi spillede dem baglæns ud af deres eget stadion, og skulle have vundet stort, men nøjedes med en solid 3-0 sejr. Og alt i alt fik holdet en fin sæson.

Foruden den ordinære turnering, så deltog vi medio november i Øens Hold Cup med fire hold og 43 drenge, som sammen med fem trænere og en forælder fyldte godt i spisesalen og på anlægget, og ikke mindst i den gymnastiksal, der udgjorde vores hjem for en weekend. Og selvom vinteren i år ikke har været så markant (endnu), så var der lige et lille mellemspil i netop de dage, så vi havde vel frost fra tidlig morgen til sen aften under hele opholdet, hvilket satte sit præg på banerne og spillet (det var p….koldt!!!), og når man dertil lægger dommere, der vist aldrig havde dømt fodboldkampe før (men som ikke desto mindre stillede op og gjorde deres bedste), så fik vi nogle mildt sagt alternative oplevelser, men også fine resultater med hjem fra et træningsstævne, der i høj grad havde det sociale som væsentligste tema. Men med næsten 60 hold tilmeldt i u13, fordelt i to byer, så var turneringen en god oplevelse med kampe mod hold fra hele landet, blandt andre Taastrup, OB, Helsingør, Esbjerg, Sundby, B93 og Ringsted.

Den første del af vintertræningen i nov./dec.er brugt målrettet mod at forberede det kommende formskifte til 11-mandsfodbold. Vi går derfor af naturlige årsager fra fem til tre hold, muligvis suppleret op med et 8-mandshold i en regional række. Det sidste afventer vi lige til- og afgang, før vi beslutter.

Hold 2+3 (evt. hold 4 i 8-mads) kender vi endnu ikke programmet for, men vi ved, at de kommer til at optræde i række 1+2 til foråret.

Hold 1 har allerede fået trukket puljemodstandere til opgaverne i Vest2, hvor det hedder: Hinnerup, HEI, ASV/Hadsund, Randers Freja og Skive.

Den første del af vinteren har som skrevet budt på 11-mandskampe for at starte forberedelserne hen imod dette, og det fortsætter naturligvis. Hold 1 er inviteret til et stævne i Aalborg i første weekend af februar, mens hele årgangen i foråret tager til enten Aalborg City Cup eller Nørhalne Cup. Vores planlagte tur til Barcelona i Påsken er aflyst, men forsøges muligvis gennemført til efteråret.

Vi mangler i skrivende stund en fast træner til hold 3, så kender du - kære læser - en, der kunne være fristet af at deltage på en yderst velfungerende årgang, så hører vi gerne (skriv til mobjju@gmail.com).

På vegne af årgangen, Morten Bjerre Justesen.

Og så skal der naturligvis lyde en tak til vores sponsorer:

Kampdragterne er sponseret af:

Aarhus Ejendomsservice v./ Johnny Schibler 

Sorth&Co.

Erhvervspsykolog Kasper Lorenzen.

 

Samtidig har følgende meldt ind med støtte til træningsdragter, som vi først indkøber, når vi kan give til alle.

Bech-Bruun Advokater, 10.000 kr.

STARK, 5.000

Aarhus Ejendomsservice v./ Johnny Schibler, 5.000

Psykologcamilla.dk, v./ psyklog Camilla Holmgaard, 4.000

Vi mangler lige de sidste 12.000, men det skal vi nok nå!!! :)

 

Luk