VSK er snublende tæt på kvalspil til 3F Ligaen
Meget skal gå galt, hvis VSK Aarhus’ 1. divisions kvindefodboldhold ikke skal ud og spille om en plads i landets bedste fodboldrække. Der resterer to kampe af turneringen, århusianerne ligger nummer et og mangler blot at sparke ét enkelt point ind på kontoen for at sikre sig den top 2-placering, der åbner døren til oprykningsspillet og drømmene om 3F Liga.
Skulle VSK gå hen og få gummiben, tabe begge kampe, jamen så kan Sønderjyske på tredjepladsen godt fange dem.
Det kræver så til gengæld, at sønderjyderne henter ti mål på århusianerne og dermed får en bedre målscore.
Altså, meget skal gå galt.
Og at århusianerne befinder sig i den situation på nuværende tidspunkt, havde holdets cheftræner, Mark Hellerup, slet ikke regnet med.
»På ingen måde. De sidste tre sæsoner har vi spillet nedrykningsspil, ligesom vi i år har været hårdt ramt af skader på nøglespillere. Så nej, det havde vi ikke regnet med det,« siger han.
I et eventuelt oprykningsspil parres de fire bedste hold fra de to 1. divisionspuljer med nummer syv og otte fra 3F Ligaen.
Og i VSK Aarhus er de på forhånd optimistiske, hvis det skulle gå så vel.
»Vi går efter at gøre ASA kunsten efter og rykke op. Det ville være en kæmpe overraskelse, men vi tror fuldt og fast på det,« siger Mark Hellerup.
Spillerne har troen på det
De tidligere år har oprykkerne haft det svært. Det havde ASA sidste sæson og i år er Varde med deres ene point i 12 kampe et fornemt bevis på, at der er stor niveauforskel på landets bedste- og næstbedste række.
VSK Aarhus-træneren tror dog ikke, at de ender i samme situation, såfremt de rykker op.
»Jeg tror personligt, at der er noget i det for os. Og uden at sætte en finger på ASA og Varde, tror jeg også, at vi kan gøre det bedre end dem,« fortæller træneren, der har fået banket noget tro ind i hovederne på spillerne.
»Vi har en flok piger, der vil det. Da jeg mødte holdet første gang, sagde jeg, at jeg skulle have dem til at tro på nisser. Altså, at de skulle tro på og forstå, at det var muligt. Det er altså ikke hokus pokus. Derfor tror jeg heller ikke, at vi bliver udspillet, hvis vi rykker op. Ellers ville det jo være uambitiøst at gå efter det,« fortæller VSK-træneren.
Første mulighed for at cementere en plads i oprykningsspillet er lørdag, hvor bundproppen Thisted gæster kunstgræsbanen ved Vejlby-Risskov Centret. Kampstart. 13.00.
Artiklen er skrevet af Århus Stiftidende og kan læses på via dette link