Menu

Transfernyt! Sofie Vendelbo skifter til VSK Aarhus

image
Marie Greve
24. juli 2019 kl. 12:13
Op mod sæsonstarten er det med stor glæde, at vi kan byde en ny spiller velkommen i VSK-trøjen. Sofie Vendelbo har valgt at skifte 1. divisionen i Vildbjerg ud med Kvindeligaen til den kommende sæson.

Et skifte, som cheftræner Hans Paarup er begejstret for:

”Vi glæder os over at endnu en ung talentfuld spiller har valgt vores stærke miljø til at udvikle sig fremadrettet. Sofie er i mine øjne en yderst spændende spiller som kommer til at give nogle af vores modstandere en overraskelse i efteråret. Hun har fart, kan forsvare og ser også spillet godt med bolden. Selvfølgelig er der ting hun skal lære på højeste niveau i Danmark, men med fælles hjælp skal vi gøre den proces så kort som muligt og så skal hun nok slå sit navn fast. Det er en spiller med stort potentiale.”

Sofies skifte er endnu et eksempel på et godt og konstruktivt samarbejde med Vildbjerg SF, hvor vi i fællesskab forsøger at sikre de bedste udviklingsmuligheder for talenterne i Midt- og Østjylland. Sofie kender derfor miljøet i VSK Aarhus, da hun gennem foråret har trænet med Kvindeligatruppen ugentligt. Tusind tak til Vildbjerg for det tætte samarbejdet, hvor en hyppig koordinerende dialog har til formål at sætte den enkelte spiller i centrum. Et aspekt, der er vigtigt for begge klubber i deres udviklingsfilosofi.

Sofies kendskab til VSK Aarhus ser hun også selv som en væsentlig styrke:

”Jeg har valgt at skifte klub til VSK Aarhus, da jeg gerne vil prøve mig selv af samt få lov til at måle mig med nogle enormt dygtige piger. Derudover har jeg lært klubben at kende gennem foråret samt hørt meget godt om klubben, hvilket selvfølgelig talte meget for.”

Med skiftet er der naturligvis også indlejret en forventning om en fodboldmæssig udvikling:

”Mine forventninger til mig selv i den kommende sæson er, at jeg udvikler mig som fodboldspiller, og at jeg forhåbentlig kan spille mig på holdet. Samtidig håber jeg, at holdet i den kommende sæson er, at vi står sammen og kæmper for en så god placering som muligt samt fortsætter det gode træningsniveau og humør.
Den første rigtige træningsuge har været enormt god, det er et fedt miljø og alle kommer for at blive bedre. Men det fedeste ved træningen er, at alle er glade, smilende og kan have det sjovt, samtidigt med at der bevares seriøsitet omkring øvelserne.”

 

Byd Sofie velkommen – vi glæder os til at se hende på banen!

Luk