Officielt: Det kvindelige 1. divisionshold har fået ny træner
Efter flere måneder med spekulationer, har kvinderne endelig fundet den nye træner som skal afløse René Helmer Nielsen. Det bliver den kun 28-årige træner Mark Hellerup Olsen, som tidligere kun har haft erfaring med herrefodbold. Dette indbefatter en række ungdoms- og senior elitehold i både Aalborg Freja og SSK.
Selv har Mark også tidligere været at finde som spiller på VSK Aarhus’ anlæg, men en tilbagevendende knæskade, har medført at han måtte lægge støvlerne på hylden.
Privat er Mark uddannet jurist, og ansat ved vikar- og rekrutteringsbureauet Randstad i Aarhus.
- Jeg blev kontaktet af en kollega der gjorde mig bekendt med, at VSK manglede en træner, herefter gik det stærkt og 2 timer efter sad jeg til møde med bestyrelsen. Jeg har siddet til samtaler med klubber før, hvor jeg har måtte sige nej tak til deres trænerjobs, men til samtalen med VSK kunne jeg mærke en ild for at lykkedes med det nye. Som ny træner mærker jeg at VSK (VIK) er hjerteblod for mange af de involverede, og det er et set-up der er let at identificere sig med.
Sportsligt opfylder Mark mange af de visioner som ønskes for holdet, i form af et aggressivt presspil, evnen til at skabe et boldbesiddende hold samt at turde at stå højt på banen.
Holdet har allerede haft flere intense træningspas med den nye træner, og det tegner lovende for den kommende sæson. Selv udtaler Mark i den sammenhæng:
- I den kommende sæson ser jeg først og fremmest frem til at vinde en masse fodboldkampe. Indtil videre synes jeg, at spillerne har vist et godt niveau og en utrolig vilje til at lære hvordan jeg gerne vil spille fodbold. Jeg ser frem til at få VSK til at spille en omgang fremadrettet og positiv fodbold, hvor vores mål er at vinde så mange kampe som muligt. Herudover har det VIK jeg kender altid stået for et super sammenhold, noget jeg genkender på det her hold og det SKAL leve videre under VSK.
Mark vil indgå i et trænerteam som indbefatter de to tidligere bekendtskaber; Torben Skjøtt (assistenttræner), Rasmus Laursen (målmandstræner) og Svend Erik Klitgaard Pedersen (holdleder).
Vi ser frem til en spændende sæson.