Menu

Mark Hellerup storroser Kvindeelite setuppet

image
Michael Lynge
08. november 2017 kl. 07:33
For halvandet år siden indgik aalborgensiske Mark Hellerup Olsen en aftale om at blive cheftræner for VSK Aarhus 1. divisions Kvinder. 

Mark har hele livet været bidt af fodboldspillet, og efter at en knæskade satte en stopper for hans eget spil har fokus udelukkende været på at få andre til at præstere. Ambitioner er der, og til januar skal Mark på trænerkursus hos DBU hvor en A Licens skal erhverves.

I det civile liv er Mark forlovet med Heidi, som er under uddannelse som sygeplejerske. Han selv er ansat som Seniorkonsulent hos Randstad, hvor han rekrutterer medarbejdere inden for økonomi og jura.  

I indeværende sæson er Marks tropper gået fra at være klubbens øverst rangerende hold til nu at befinde sig under 3F Ligaholdet, som kom med i VSK Aarhus efter fusionen med Skovbakken Kvindefodbold den 1. juli. Denne fusion har været en stor positiv oplevelse for træneren.  

 

Først og fremmest synes jeg sammenspillet er til UG med kryds og slange. Der er et super trænerteam på 3F ligaholdet, som har givet mig sparring. Ikke at forglemme det U18 hold vi også har nu. Vi kommer fra at have haft 1 senior hold og 0 ungdomshold. Nu har vi dygtige trænere, og en masse spillere. Der er ikke nogle, der kipper deres egen hest. De bedste spiller for 3F ligaholdet, men Søren, Allan og Henrik (trænerteamet på 3F Ligaholdet) ”beskytter” ikke spillerne og er ikke bange for at sende nogle spillere ned for at spille 1. division. Spillerne kommer til at spille hvor de passer form- og niveaumæssigt. Vi har endnu ikke oplevet spillere, som har sagt nej til at spille med 3F Ligaholdet og omvendt heller ikke nogle fra 3F ligaholdet, som IKKE ville ned og spille 1. Division, fortæller Mark Hellerup Olsen til Klubbladet.

 

Skuffende efterår

Med de øgede muligheder, var der også høje forventninger til efterårets grundspil i 1. Division. I sidste sæson vandt VSK Aarhus 1. Divisions grundspillet, men i år frister holdet en tilværelse som bundhold. 

Det er mit ansvar at vi ikke har fået flere point. Den trup vi har nu er bedre end den, der vandt sidste år. Jeg synes 1. Division generelt er blevet løftet. Vi har et Fortuna hold som til enkelte kampe stiller med et ”3F hold”, og så har vi fået besøg af Næsby i Jyllandspuljen, der er gode, ligesom Vildbjerg gør det fortræffeligt, hvor nogle fantastisk dygtige unge spillere sikrer en masse point. Men os selv har ikke ramt niveauet som håbet, og det er jeg skuffet over.”

 

Trup med mange udskiftninger

Op til denne sæson sagde holdet farvel til ikke mindre end 15 af 20 spillere. Disse er blevet erstattet af yngre spillere, spillere retur fra skader og nogle enkelte fra 3F Ligaholdet. 

Det er første gang, at vi ikke er førstehold og derfor skal afgive nogle spillere til 3F Ligaholdet, men det er vi helt på det rene med. Vi har som spillere og trænere blot været for langsomme til finde hinanden for jeg mener virkelig at truppen i år er bedre end sidste sæson. I de sidste 4-5 kampe har vi haft en spillemæssig optur. Det har ikke kastet så mange point af sig, men vi er med pil opad i øjeblikket. Mange af vores spillere har skulle vende sig til at spille på eliteniveau, hvor den måde man tilgår træning og kamp på er anderledes. Vi har været lidt for ungdomsagtige i nogle situationer, som er meget naturligt, men det har været dyrt.

VSK Aarhus 1. divisionshold har to kampe tilbage i dette efterår. Den 11. november tager holdet imod Næsby inden det gælder Fortuna Hjørring den 18. november. Herefter er der dømt julepause, inden det går løs igen i foråret.

 

Luk