Menu

Kvindeserien åbner med sejr i den nye sæson

image
16. august 2019 kl. 12:09

36 point ud af 42 mulige er i de fleste tilfælde nok til oprykning - sådan var det bare ikke i foråret, hvor VSK Aarhus måtte se JAI løbe med billetten til 1. Division med 37 point. En rigtig flot sæson med tanke på en opstart præget af tvivl og en smal trup, men alligevel bittert.

Alligevel er det lykkedes VSK at opruste markant over sommeren, hvor troen på et godt projekt grundet det gode forår er intakt hvis ikke stigende. Hans-Martin Lauesen er tiltrådt som cheftræner og har i den forbindelse lokket flere spillere til. Cathrine Kudsk er tilbage i centerforsvaret, Anne Lomborg er rykket op fra JS-truppen og der har været tilgang fra Laura Sørensen, Ida Dreiager og Sarah Dahl fra henholdsvis Stensballe og Randers-egnen. De fleste nye ansigter var endda med i sæsonåbneren mod Holtet - et oprykkerhold øst for Aalborg. 

Efter en kort opstart og en voksende men også knap sammenspillet trup, blev det aldrig et skønt opgør. VSK havde på papiret et rigtig stærkt hold med, men kom alligevel bagud på et straffespark midt i 1. halvleg. Det var også Holtet, der scorede kampens andet mål - denne gang dog i eget net efter forarbejde af Emilie Kristensen og Julie Terkelsen. Efter pausen kom gæsterne fra Aarhus mere i kontrol og bragte sig hurtigt på 2-1 efter straffe begået på og taget af Malou. Et tyndt dømt og siden brændt straffe i den anden ende efterfulgt af 3-1 scoring til VSK ved Julie Terkelsen dræbte opgøret. Oprykkerne manglede luft de sidste 20 minutter og faldt sammen i kampens afslutning. Her scorede Laura Sørensen på langskud trods en undertalsperiode, og slutteligt gjorde Stine Bloch det til 5-1, kampens resultat.

Pigerne såvel som træner var enige om, at der var plads til forbedring på flere områder, men der var også tilfredshed med en sejr og 3 point i jagten på gruppens 1. plads dette efterår - som i sidste ende skal sikre point og en fordel i kampen om 1. division til foråret. Alt i alt blæser der fortsat friske vinde over VSKs Kvindeseriehold, som stormer videre på mandag 19. august - hjemme mod Skive kl. 18.30.  

Luk