Menu

Hans Paarup takker af i VSK Aarhus

image
Marie Greve
27. november 2019 kl. 07:39
Når sæsonen går på hæld her midt i december, bliver det sidste træning for cheftræner Hans Paarup på Kvindeligaholdet i VSK Aarhus.

Efter 1,5 år i førersædet har Hans Paarup valgt at stoppe samarbejdet med VSK Aarhus’ Kvindeligahold, da hverdagen ikke hænger sammen med det øvrige familie- og arbejdsliv.

 

”Min tid hos VSK har været spændende og lærerig. Det, at vi vandt bronze sidste år, var en kæmpe præstation i forhold til, hvor vi stod, da jeg overtog holdet forrige sommer, og spillernes præstation ser jeg tilbage på med stolthed. Nu er der et sundt træningsmiljø, og jeg er helt tryg ved at overlade holdet til andre. Jeg vil gerne sige tak til spillere og ledere og alle de frivillige omkring holdet. Samarbejdet med hinanden er og skal være det, der driver værket i VSK. Jeg vil helt sikkert følge med på sidelinjen fremadrettet,” siger Hans Paarup om stoppet.

 

Pokalkampen mod Fortuna Hjørring blev altså sidste gang med Hans Paarup på sidelinjen i kamp, og særligt afslutningen på efteråret har igen bevidst, at Hans Paarup har skabt en stærk kultur, der kan præstere under pres.

 

Hans har været karakteriseret ved at have stor fokus på den enkelte spiller og en kontinuerlig dialog omkring den enkeltes udvikling. Et udtryk, som har passet rigtig godt ind i VSK Aarhus’ ønske om at have et stærkt udviklingsmiljø. Hans har leveret et flot stykke arbejde, hvor han sammen med det øvrige team virkelig har understøttet en harmonisk og velfungerende trup. Vi havde naturligvis gerne set, at Hans havde været her sin aftale ud frem til sommer, men samtidig har vi stor sympati for at der bliver sagt fra, hvis ikke hans hverdag harmonerer med trænerjobbet i VSK Aarhus på nuværende tidspunkt,” udtaler Kvindeformand Marie Greve.

 

Hun fortsætter: ”Vi glæder os over de flotte resultater både i tabellen og hos de enkelte spillere, som Hans har været med til at levere, og takker ham for en altid grundig, struktureret og kvalitativ tilgang til hans trænergerning, som har skabt et positiv aftryk i klubben. Hans skal have al muligt held og lykke fremadrettet.”

 

Klubben er nu i fuld gang med en intensiv jagt på den helt rigtige trænerprofil, som skal afløse Hans Paarup. VSK Aarhus er en klub i udvikling, og sammen med udviklingen i Gjensidige Kvindeliga er klubben ikke i tvivl om at der hurtigst muligt kan præsenteres en ny cheftræner.

 

___________________________________________

Yderligere spørgsmål kan rettes til:

Kvindeformand, Marie Greve

grevemarie@gmail.com

22124286

Luk