Første skridt mod medaljer starter i dag mod BSF
Gæsterne fra VSK Aarhus har allerede været i betydende kampe to gange i år, hvor det samlet blev til nederlag i Pokalsemifinalen mod Fortuna Hjørring. Det er derfor et hold med kamptræning i benene som går på banen i Ballerup. Om det er et forstærket mandskab ifht. efteråret har vi spurgt VSK Aarhus Cheftræner Hans Paarup om;
Jeg synes vores trup er både forbedret og blevet bredere. Vi har simpelthen fået flere spillere ind, men vi kan stadig ikke undvære at mangle 3-4 spillere som vi så det i kampene mod Fortuna. Men vi står bedre nu end i efteråret, og vi er ikke ligeså sårbare for skader, ligesom den øgede konkurrence omkring start 11’eren også er med til at gøre os skarpere.
En af efterårets helt store profiler Rikke Marie Madsen er desværre blevet skadet og står til at misse det meste af foråret.
Vi mangler en der skal score vores mål. Rikke Marie var i efteråret en rigtig vigtig spiller for os, og det er super ærgerligt at hun er blevet skadet for både os og hende selv, hvor hun bl.a. også var kommet ind omkring A-Landsholdet. Vi har derfor været nødt til at kigge på alternativer oppe foran og jeg er derfor også fortrøstningsfuld ifht. at målene nok skal komme.
Op til dagens kamp har trænerteamet været i gang med at sætte målsætninger for slutspillet. En målsætning som hedder at slutte som nummer 3. En placering der ikke bliver nem, men med indledende forspring på to og fire point til henholdsvis BSF og Kolding vil en sejr i dagens opgør kunne give en flyvende start i mod målsætningen.
Jeg er spændt på at se hvor dagens modstander står. Jeg har ikke meget kendskab til hvordan de er kommet igennem vinterpausen og om de har fået nogle tilføjelser vi skal være opmærksomme på. De har dog stadig Amalie Thestrup som gjorde det onde ved os i efteråret, og hun er en spiller som vi har talt om da hun er en dygtig spiller som vi skal have lukket ned for, siger Hans Paarup afslutningsvis.
Kampen i dag spilles kl. 12.30 og kan bl.a. ses direkte på mycujoo.tv - Tryk her for direkte link til kampen