Menu

Endnu en stærk spiller bliver VSK'er

image
Marie Greve
28. januar 2019 kl. 10:38
Christina Beck forstærker 3F-ligatruppen frem mod slutspillet.

Når 3F-ligaen i dag, for alvor, tager hul på forberedelserne til slutspillet, med en træningskamp mod AaB, så bliver det med endnu en ny spiller i den blå trøje. Christina Beck har valgt at blive den del af VSK-familien i den kommende sæson.

 

”Vi er rigtig glade og stolte over, at Christina har valgt at blive en del af truppen. Hun har et godt kendskab til ligaen, hvilket er et stærkt supplement til holdet. Samtidig er hun en dygtig venstrebenet spiller, som typisk dækker venstre back godt, men som også kan have kvaliteter længere fremme på banen.” udtaler cheftræner Hans Paarup.

 

Netop rutinen betoner cheftræneren også, som en af Christinas styrker ind i VSK-truppen:

”Christinas erfaring er vi sikre på kommer til at bidrage positivt både på og uden for banen. Med hendes modne personlighed, ved vi, at hun vil gå godt ind i omklædningsrummet og bidrage positivt til det miljø og den kultur vi hele tiden forsøger at optimere.”

 

Udvidelsen af truppen glæder også i resten af VSK, hvor kvindeformand Marie Greve tilføjer: ”Det er rigtig dejligt at Christina har valgt VSK til, og det vidner om, at det stærke træningsmiljø, som trænerteamet og truppen i fællesskab formår at etablere, er attraktivt at være en del af. Så stor ros til hele staben for at holde et skarpt fokus på fortsat optimering og dygtiggørelse, både på et individuelt og holdmæssigt plan.”

 

Om 3 uger skal den første prøvelse stå for truppen, når de drager på udebane for at spille pokalkamp mod Næsby i det fynske. Turneringen tages der hul på medio marts, hvor truppen starter op med to udebane ture til Sjælland mod henholdsvis BSF og Brøndby.

 

”Vi har nu en trup, der ser rigtig spændende ud frem mod forårssæsonen. Der er stor konkurrence og mange dygtige spillere, så nu skal vi have fokus på at få teamet til at fungere og arbejde hårdt i forberedelserne på at få en optimal forårssæson.” afslutter Hans Paarup.

 

Rigtig hjertelig velkommen til Christina, vi glæder os til at se dig på banen henover foråret.

Luk