De gode takter skal fortsætte i dag mod Fortuna
VSK Aarhus er kommet fint fra start i slutspillet. Det blev til en udesejr mod de direkte konkurrenter fra Kolding og så var det kun uheld der var skyld i et nederlag på hjemmebane mod Brøndby IF.
De flotte takter fra de to første opgør skal derfor følges op når der på hjemmebane tages imod Guldfavoritterne fra Fortuna Hjørring.
Det bliver spændende om vi kan fortsætte det flotte spil søndag. Fortuna har lagt fornuftigt ud ved at vinde deres to første kampe. Til weekendens opgør tager vi som sædvanlig udgangspunkt i os selv, og vil ufortrødent gøre det som har givet os to gode turneringskampe i slutspillet. Fortsætter vi i samme stil skulle vi også gerne kunne præstere en 3. god kamp ud af 3 mulige, udtaler cheftræner Henrik Andersen.
Henrik Andersen vurderer Fortuna Hjørring som ligaens bedste mandskab, og der bliver derfor tale om en rigtig svær kamp for hjemmeholdet.
Fortuna kommer med en enorm fysik. De er stærke på stort set samtlige positioner og kan derfor lægge et massivt pres på deres modstandere. Dels ved deres mange løb men også rent styrkemæssigt, hvor de er på et højere niveau end alle andre. Jeg synes ikke det er dem, der spiller det pæneste fodbold, men de har mange strenge at spille på, og vi har set hvordan de kan skifte landsholdspillere ind direkte fra bænken. Så deres trup er sindssyg bred, og det kan vi ikke helt hamle op med.
Der har netop været landskampspause, hvor Danmark bl.a. vandt den vigtige VM-kvalifikationskamp ligesom U19-Landsholdet med bl.a. Signe Andersen, Janni Thomsen og Matile Lundorf kvalificerede sig til sommerens EM slutrunde. Landskampspausen er i VSK Aarhus truppen blevet brugt til restitution efter flere spillere har været ramt af småskader, hvilket også blev set i seneste runde mod Kolding Q, hvor flere rendte rundt med mindre skader.
Udover restitution, har vi også haft nogle fridage, hvilket har været sundt for vores trup, da vi har været igennem en lang opstart med mange træninger. Derudover har vi haft nogle spillere afsted med ungdomslandsholdene, som er kommet tilbage med stor energi, så jeg synes det er motiverede, friske og tændte spillere vi sender på banen søndag.
Opgøret mod Fortuna vil blive spillet på Vejlby Risskovs kunstgræsbane – Formentlig den sidste kunstgræsbane i foråret, da der forhåbentlig bliver åbnet op for græsbanerne inden for kort tid.
Jeg tror at tilskuerne vil opleve en markant bedre kamp ved at vi spiller på det jævne kunstgræsunderlag. Vi har op til denne kamp ikke haft mulighed for at kunne træne på græs, hvilket har gjort risikoen for at spille en turneringskamp for store ifht. at få overbelastningsskader. Vi vil meget gerne om vi kan få en uges træning på græs, inden vi skal spille turneringskampe der.