Menu

VSK TAGER TIL HOVEDSTADEN FOR AT HOLDE FAST I TOPPEN

image
25. august 2022 kl. 12:59

VSK TAGER TIL HOVEDSTADEN FOR AT HOLDE FAST I TOPPEN

Der er lagt op til et spændende opgør i subtoppen, når VSK på søndag drager til Hovedstaden for at møde Frederiksberg-klubben, FA 2000, der i sidste sæson spillede i 2. division.

FA 2000 er kommet godt tilbage efter premiere-nederlaget til Middelfart på 4-0. Siden er det blevet til to sejre over henholdsvis Ishøj og i weekenden mod AB Tårnby. Det er ofte vanskeligt at spille mod nyoprykkede hold, der kommer med stor kampgejst. Men i weekendens kamp var der klart overvægt i spil og chancer til FA 2000. Det er et hold, der gerne vil spille bolden op, og oppe foran har FA tekniske gode spillere, der gerne vil spille sig igennem til chancer.

VSK fik i weekenden Oscar Scott Carl skadet. For nogle år siden spillede han for øvrigt et par sæsoner i FA. Han bliver forhåbentlig klar til søndagens kamp. Men heldigvis er VSK ved at høste af bredden i truppen. I lørdags viste den unge, egenudviklede Tobias Bach stor styrke og målfarlighed. Ligesom der i de seneste kampe har været lovende indskiftninger af de nye Christian Bech og Simon Nørbygaard, ligesom Thais Damgaard og Jeppe Idskou er tilbage.

I sidste weekend satte topholdene point til, så 3. division er i øjeblikket meget tæt. VSK ligger med 5 point på en femteplads med to point til toppen og to point til en nedrykningsplads. FA 2000 har samme antal point, så kampen kan få stor betydning for, hvem af de to hold, der skal følge med i toppen. Her ser den anden nedrykker, Middelfart, meget stærk ud. Fynboerne er allerede nu et godt bud på den ene oprykningsplads.

Der er lagt op til et spændende opgør på Frederiksberg stadions kunstgræsbane, hvor der fløjtes op på søndag kl. 13.45.

Kampen kan streames på: https://3-division.dk/streaming/               

Luk