Menu

Ubesejret - kan vi fortsætte..?

image
31. marts 2022 kl. 17:07

7 point i de første tre kampe i foråret. Det er en god start, og det giver et godt fundament og optimisme før de sidste to kampe i foråret. I lørdags fik VSK Aarhus et point i Vanløse med en indsats, der måske manglede de sidste 5-10 % i intensitet og kampvilje. Om det var den lange tur til hovedstaden, der hæmmede spillerne i at præstere 100% vides ikke. Men de næste to kampe spilles i Aarhus, så vi håber VSK er klar til at tage point på lørdag.

Her møder VSK Aarhus Slagelse på kunstgræsbanen kl. 13.30. Netop kampvilje og fighteregenskaber er Slagelses varemærke, så der er lagt op til en intens kamp. Slagelse er på vej væk fra bunden. De kommer til Vejlby med en frisk sejr over Roskilde KFUM på det flotte stadion i Slagelse, hvor man i premierekampen hentede en flot uafgjort mod rækkens suveræne tophold, FC Roskilde. Med de 4 point har Slagelse fået en livline, selvom man for et par uger siden havde et udfald og tabte 4-0 til Young Boys fra Silkeborg. Slagelse ligger nummer ni med 23 point. VSK ligger med 31 point på tredjepladsen i den tætte række, hvor der kun er 3 point ned til Vanløse på 8. pladsen.

VSK har igen Thais Damgaard og Malthe Karsberg tilbage fra hhv. sygdom og eksamen. Desværre må vi i de næste to kampe undvære den unge Oscar Jacobsen, der er løbet ind i en karantæne. Oscar er gået forrest med energiske indsatser i de første tre kampe. Sammen med Marcus Sloth har de udgjort en stærk bastion på midtbanen. Nu er det op til Marcus og de øvrige spillere at vise, at VSK sagtens kan kombinere godt spil med en stor fighterindsats. Det bliver nødvendigt, når der skal hentes point mod Slagelse.

Selvom kampen mod Vanløse var chancefattig, kom VSK frem til et par virkelige gode muligheder til Mathias Skjellerup og Jacob Jay Andersen efter godt opspil af hhv. Magnus Clemmensen, Jonas Andersen og Tobias Bach. Slagelse-kampen har stor betydning for begge hold, da det er afgørende for, hvordan man placerer sig i relation til slutspillet, og det gælder om at få samlet flest mulige point sammen til de afsluttende kampe.

Kampen spilles på kunstgræsbanen, så tag familie og venner med og støt VSK Aarhus, så holdet kan fortsætte stimen som ubesejret. Hvis du ikke har mulighed for at møde op, kan du følge kampen live på:

https://3-division.dk/streaming

Du kan købe billetter til kampen her:

https://vskaarhus.safeticket.dk/77407/3_Division_VSK_Aarhus_-_Slagelse_B_I

 

Luk