Tilbage i 2. division med manér
På papiret ventede der i dag Vejlby Skovbakken Aarhus den sværeste kamp i sæsonen. Menuen stod på nedrykkerne fra 1. division Thisted FC på udebane.
Kampen blev også svær. Værterne fra Thisted kom bedst fra start, havde mest boldbesiddelse og scorede også kampens første mål. Efter en returbold fra en afslutning stod Jeppe Mehl klar til at følge op på. 1-0.
Reaktionen på dette fra VSK Aarhus var fremragende. Som kampen skred frem, blev gæsterne bedre på bolden, kunne sætte spillet mere sammen og skabte flere chancer. Dette resulterede blandt andet i et hjørnespark, som dødboldskongen og assisterende manager Mads Post ikke kunne have orkestreret på bedre vis. Via Jonas Spornberger fandt Anders Schultz ved bagerste stolpe Marcus Sloth, der skabte balance i regnskabet. 1-1.
Halvlegen kulminerede med, at Jonas Spornberger lavede et perfekt indlæg til Christopher Denius efter et præcist sideskifte fra Rasmus Borup. Dermed kunne vi gå til pause foran med 1-2.
I pausen bad Jens Gjesing sine spillere få endnu mere ro på bolden, og outputtet blev i anden halvleg yderligere to scoringer. Først scorede debutanten Nick Drachmann efter en solotur, hvor han resolut sparkede bolden i mål fra kanten af feltet. 1-3. Til sidst satsede Thisted FC hele butikken, og Anders Schultz fandt Jakob Rittig til en friløber. Her svigter Rittig ikke. 1-4.
Thisted FC havde kampen igennem bestemt også sine muligheder for at score yderligere. Flere skud fra distancen krævede, at målmand Mathias Rask måtte på arbejde. Derudover var der adskillige nærgående indlæg.
Alt i alt en meget positiv start på tilbagekomsten til divisionerne. Nu skal vi videre. På onsdag venter en vigtig pokalkamp i Ringkøbing, og lørdag har vi første hjemmekamp i Vejlby-Risskov mod Vejgaard B, og vi kan ikke tillade os at hvile på laurbærrene. Der skal flere points på kontoen!
Manager Jens Gjesing udtalte efter kampen: ”Det var en meget, meget imponerede indsats fra spillerne, der arbejdede hårdt i 90 minutter plus det ekstra. Vi har en rigtig god trup og et godt set-up, og i dag ser det ud til, at vi er kommet godt på vej.”