Menu

Tålmodig indsats

image
31. oktober 2023 kl. 13:56

Tålmodig indsats

Lokalopgøret i 3. division blev afviklet på en kold efterårslørdag. Men spillerne kæmpede sig til varmen. Det blev en intens fight med masser af dueller. Kampen sluttede med en 1-0 sejr til VSK over Lyseng på et mål af Mathies Skjellerup.

VSK-træneren, Jens Gjesing, var tvunget til at ændre startformation. Han havde valgt at ”ryste posen”. Det havde givet plads til unge talentfulde Blend Istrefi helt fremme og Adrian Jensen, der for første gang fik samtlige 90 minutter i VSK-forsvaret. Desuden startede Asger Danelund Hemmingsen, der kom ind og var kampafgørende i Næsby-kampen.

Gjesing havde også taktisk justeret formationen, dels for at lægge pres på Lysengs bageste kæde og dels for at blokere kanterne. Lyseng stod dog gennem hele kampen massivt i kæderne. Det betød en meget chancefattig kamp. Blend Istrefi kom dog frem til en farlig afslutning i første halvleg. Lyseng målmanden, Marius van der Raad, fik skuddet blokeret, så bolden sprang op på opstanderen.

VSK havde klar overvægt i boldbesiddelse gennem hele kampen, men udfordringerne var at finde åbningerne i den massive defensiv og fange Lyseng-forsvaret i en ubalance, når boldene blev erobret i egen zone. VSK fortsatte dog tålmodigt presset frem mod Lyseng målet.

Med det efterårsagtige vejr og begyndende mørke var flere af tilskuerne begyndt at sive hjemad til eftermiddagskaffen, da den allestedsnærværende VSK-holdleder og multi-tasker, Michael Ploug Poulsen, hev app´en frem og tændte lysanlægget. Det var ligesom energien også smittede af på spillerne, og en del af dem lyste op i slutfasen.

Fire minutter før tid blev der spillet en høj bold ind i Lysengs straffefelt. I to omgange forsøgte forsvaret at heade bolden væk. Men hovedstødet endte hos Jonas Spornberger, der kom springende ind i feltet. Med en kunstnerisk ekvilibrisme hentet fra balletverdenen fik en svævende Spornberger i samme bevægelse maskeret en aflevering mod kanten. I stedet spillede han bolden direkte mod baglinjen, hvor en vaks Thais Damgaard opsnappede den. Han rundede en Lyseng forsvarer, inden Damgaard serverede en præcis cut back aflevering for fødderne af Mathies Skjellerup, der resolut bankede kuglen op i net taget til 1-0.

Blandt tilskuerne befandt sig et par Spornberger-fans, der med reference til den legendariske Svend Gehrs kommentar fra 1986 i Mexico, råbte: ”Det er genialt, det der…” – en ren Barcelona delikatesse.

Målet var en forløsning og kulminationen på en tålmodig indsats, der sikrede VSK de tre point, da dommeren få minutter senere fløjtede kampen af. VSK-spillerne jublede, mens de hårdt fightende Lyseng spillere kastede sig i kunstgræsset i ærgrelse. Begge hold ligger fortsat i top-6 i den jævnbyrdige 3. division.

VSK´s næste kamp er på søndag ude mod Ishøj, der med en 4-1 sejr over Holbæk ligger nummer syv.

Luk