Menu

STADIG UBESEJRET, MEN…

image
25. maj 2023 kl. 12:23
VSK Aarhus - Middelfart Boldklub lørdag d. 27 maj kl. 13.30

STADIG UBESEJRET, MEN…

VSK Aarhus er stadig ubesejret i slutspillet efter 0-0 mod et velspillende Vanløse-hold i weekenden. Det var et målbevidst Københavner-hold, der var kommet til Vejlby for at byde VSK op til dans. I modsætning til, hvad resultatet antyder, blev det en ganske underholdende kamp med masser af chancer.

”Men det var en af de dage, hvor bolden ikke ville ind..!”, konstaterede Cheftræner Jens Gjesing. Cheftræneren var udmærket tilfreds med indsatsen på banen. Spillerne leverede en god kamp, og VSK kom frem til mange afslutninger. Men når bolden ikke vil ind, så er det vigtigt, at opnå endnu et clean sheet.

I kampens slutfase blev Vanløse-forsvaret udsat for et massivt pres, hvor bolden et par gange dansede på mållinjen. Ligesom Vanløse-målmanden, Martin Westphal Larsen, måtte hive flere ”TV-redninger” op af ærmet. Så det var en underholdende og intens kamp, selvom den sluttede, som den begyndte.

Da FA2000 samtidigt spillede 3-1 mod Ishøj, passerede Frederiksberg-holdet VSK og ligger nu to point foran.

VSK Aarhus spiller også hjemme på lørdag. Her byder klubben indenfor til endnu et topopgør. Det suveræne førerhold, Middelfart, der sikrede sig oprykning i 5. sidste kamp. Holdene mødtes for blot to uger siden, hvor VSK sejrede 1-0 i Middelfart. Så fynboerne jagter revanche, og man skal ikke regne med, at de hviler på laurbærrene. Tværtimod er topholdet indstillet på at manifestere sin position, og vil sikre sig sejre i de to næste kampe, hvor fynboerne møder henholdsvis VSK og FA2000. ”Vi kommer med fuld gas” i de næste to kampe. Så må vi se, om der skal eksperimenteres derefter, lyder det fra den nye 2. divisionsklub.

VSK er samtidig indstillet på at skabe et resultat, så FA2000, der møder lokalrivalerne Vanløse, ikke øger forspringet. Efter seks kampe i slutspillet, har VSK samlet klart flest point sammen.

Spillerne mærker den stigende opbakning, og det er dejligt at se, at nye beboere fra nærområdet i Vejlby i stigende grad bakker op omkring det lokale hold. På lørdag er der endnu en chance for at se topfodbold i 3. division. Her får VSK endnu en gang muligheden for at benchmarke sig op imod det kommende 2. divisionshold. Husk at divisionsfodbold skal ses live. Og på VSK kan du roligt tage hele familien med.

Kampen spilles på lørdag d. 27 maj kl. 13.30 på VSK Aarhus – kunstgræsbane (tæt på Vejlby Stadion), Vejlby Centervej 51, Risskov. Du kan købe billetter til kampen på lørdag her:

https://vskaarhus.safeticket.dk/89931/3_division_VSK_-_Middelfart

Hvis du læser til eksamen eller er til pinsebryllup, kan kampen streames på Divisionsforeningen platform: https://3-division.dk/streaming/

Luk