Stadig ubesejret…
VSK Aarhus er stadig ubesejret, selvom det holdt lidt hårdt i udekampen mod Vanløse. Hjemmeholdet virkede klart mere motiveret og startede kampen aggressivt med et energisk pres på den århusianske banehalvdel. Det tog lidt tid, før VSK vågnede op til dåd og fik etableret et målrettet opspil, som har karakteriseret forårets første to kampe. Alligevel var det VSK, der kom frem til den første store chance. I det 18. minut fik Magnus Clemmensen energisk tilkæmpet sig bolden i venstre side. Han smækkede en præcis tværbold ind i hoved på Jonas Andersen, der resolut headede bolden ned i fødderne på Mathias Skjellerup, der fra kort afstand desværre ramte den ene opstander.
I den chancefattige kamp fastholdt Vanløse initiativet i 1. halvleg med flere gode tilbud og var bl.a. tæt på scoring i det 42. minut., hvor Mads Tvilstegaard kiksede sin afslutning. Rasmus Fink afsluttede halvlegen med et godt langskud. Rasmus Fink og Jonas Andersen startede inde for første gang i år, da topscorer Thais Damgaard og Malthe Karsberg måtte blive i Aarhus pga. sygdom og eksamen.
Vanløse var godt indstillet på kampen og fightede godt for at sikre vitale point i kampen om en placering i top 6. Det virkede derimod som VSK manglede de sidste 10% i den optimale indsats. I den tætte 3. division kræver det en 100 % indsats og game planen udføres taktisk korrekt, hvis man vil vinde. Lørdag fungerede samarbejdet mellem kæderne ikke, som det har været tilfældet i de tidligere kampe.
Vanløse, der er et godt og homogent hold, spiller lidt atypisk for et Københavnerhold. Kort før pausen måtte kreatøren, Rasmus Gaudin, udgå med en fibersprængning. Bittert, da han netop var kommet tilbage fra en lang skadespause. Det svækkede tilsyneladende ikke Vanløse, der også startede 2. halvleg aggressivt. 3 minutter efter pausen var det ved at gå galt for VSK. Vanløse sparkede igen en lang bold frem mod farlige Simon Pedersen med udsigt til en friløber. Heldigvis var VSK-keeperen, Rasmus From, forudseende og reddede situationen med en fair tackling midt på egen banehalvdel med en helt optimal timing.
2. halvleg svingede fra side til side med en positionskamp på midten af banen. Der var få chancer, men til gengæld var de store. I det 54. minut var der ”skydetelt” i VSK-målfeltet. Efter et par hjørnespark faldt bolden ned til Vanløsespillere, der i fem omgange fik frit skud 2-3 meter fra mål. VSK forsvarerne fik imidlertid blokeret samtlige forsøg. Det skabte stor frustration i speakerrummet, hvor Vanløse-formanden, Henrik Bach, simpelthen ikke kunne fatte, at ”skydeteltet” ikke gav bonus.
VSK red stormen af, og i det 83. minut fik indskiftede Jacob Jay Andersen muligheden for at tage alle tre point med hjem til Aarhus. Afslutning fra spids vinkel blev dog blokeret af Vanløse-målmanden, Lasse Krogh. Et par minutter før tid kom unge Oscar Jacobsen desværre for sent med sin tackling midt på banen. Da han havde fået en advarsel i første halvleg, måtte Oscar forlade banen med rødt kort. Han står nu til karantæne. Efter et par nærgående hjørnespark til Vanløse i fem minutters overtid, fløjtede kampens udmærkede dommer, Niclas Gomes, kampen af.
0-0 var et rimeligt resultat af en intens kamp, der aldrig blev til den brandkamp, der var lagt op til. VSK bevarer sin status som ubesejret i foråret, og situationen er næsten status quo.
Resultatet betyder, at VSK fastholder sin placering som nummer 3 i den tætte række, hvor der kun er 3 point ned til nummer 7 og 8, som er hhv. Dalum og Vanløse. Der er to kampe tilbage i grundspillet. VSK møder på lørdag Slagelse hjemme på kunstgræsbanen i Vejlby. Holdet slutter grundspillet lørdag den 9. april med et lokalopgør mod Lyseng i Sydbyen.
Du kan allerede nu sikre dig billet til kampen mellem VSK Aarhus vs. Slagelse her:
https://vskaarhus.safeticket.dk/77407/3_Division_VSK_Aarhus_-_Slagelse_B_I