Skuffelse over 0-0 hjemme mod Vejgaard B
Lørdag skulle Vejlby Skovbakken Aarhus bygge videre på den flotte sæsonstart, da Vejgaard B gæstede Vejlby Stadion.
Vejgaard B havde besluttet sig for at en god og solid defensiv organisation skulle være udgangspunktet for dagens opgør. Hjemmeholdet forsøgte sig med tålmodigt opbygningsspil og flere forskellige varianter af bolde frem i banen for at nedbryde gæsterne.
VSK-offensiven var på en svær opgave, men også en opgave, som vi burde kunne løse. Dels fordi vi har gode spillere, men også fordi, at vi generelt set bare skal kunne løse alle former for opgaver, som vi bliver stillet overfor i 2. division – herunder også en bus parkeret på modstandernes banehalvdel. Det skal vi være dygtige og kloge nok til at håndtere.
VSK havde da også et klart overtal af scoringsmuligheder, men de blev desværre ikke omsat til mål. I første halvleg sendte Mikkel Nygaard et perfekt indlæg ind i panden på Thomas Rohde, som desværre headede over fra kort afstand. Mikkel Nygaard var også manden bag en afslutning fra venstresiden senere i 1. halvleg, der også på en god dag kunne gå ind.
I 2. halvleg havde VSK (udover enormt meget boldbesiddelse) også bolden i nettet, men dommerene annullerede. I situationen skød Christopher Denius en afslutning på stolpen, og bolden havnede derefter hos Nick Drachmann, der afsluttede, og på returbolden fra keeperens redning, blev Denius dømt off-side. Herudover havde hjemmeholdet adskillige afslutninger og et hav af indlæg, hvoraf flere havde fortjent bedre.
Et hjørnespark i 2. halvleg, der krævede en dobbeltredning af Mathias Rask, var Vejgaards største og eneste reelle mulighed.
Manager Jens Gjesing udtaler om kampen: ”Meget ærgerlig pointdeling på en dag, hvor vi var stærkest på alle parametre. Desværre fik vi ikke scoret på en af de mange fine muligheder, vi skabte. Vi kontrollerer kampen flot og holder Vejgaard fra chancer, bortset fra et hjørnespark og et langskud, hvor det blev farligt. Men det handler om at vinde, og det lykkedes vi ikke med i dag, og derfor er vi meget utilfredse”.