Menu

Poul Lyse efter 5. plads: Alt i alt en godkendt sæson

image Vildmedfoto.dk
Tobias Halskov
01. juli 2017 kl. 11:26
VSK Aarhus sluttede på en flot 5. plads i forårsæsonens nedrykningsslutspil.

Sommerferien har lagt sig over fodbold-Danmark og dermed også 2. division i VSK Aarhus. Med fejringerne af 25 års jubilæet for EM triumfen susende om ørene på os og sommergrønne fodboldbaner, har man vist mere end trang til fodbold. Vi må dog holde ud lidt i nu, og kan derfor passende bruge tiden på at se tilbage på den forhenværende sæson, for 2. division i VSK Aarhus.

For VSK Aarhus bød forårssæsonen på 2. divisionens nedrykningsslutspil. En pulje med 12 hold og hvor hele 4 nedrykkere skulle findes. Den ene halvdel af trænerteamet, Michele Demontis, gjorde det inden sæsonen klart, at det for VSK, kun handlede om overlevelse.
VSK bragede derud af fra sæsonens første fløjt. Sæsondebuten blev vundet med hele 4-0 i Svendborg og herefter fulgte 4 kampe med 10 point. Dermed stod man med 13 point ud af 15 mulige efter de 5 første kampe og man fandt sig selv derfor langt fra nedrykningsstregen.
Et 1-4 nederlag til puljevinderne fra Middelfart, satte dog gang i en mindre pointkrise for VSK. I de efterfølgende 6 kampe gik VSK fra banen uden 3 point. Sammenlagt blev det til blot 3 point i 7 kampe. Det betød selvfølgelig, at nedrykningsstregen nu igen var faretruende tæt på. VSK Aarhus stod dernæst overfor en skæbnekamp mod Holbæk. En kamp som den anden halvdel af trænerteamet, Poul Lyse, har som sit absolutte højdepunkt for sæsonen. Han udtaler.

- For mig er højdepunktet i foråret, sejren på udebane mod et rigtig godt hjemmehold fra Holbæk. Vi skulle til Holbæk torsdag d. 1 juni og spille kl. 19.00 derover. Optakten til kampen var, at vi i de foregående 7 kampe ikke havde vundet (3 uafgjorte og 4 tabte). Holbæk var inde i en rigtig god stime med mange point, hvis vi havde tabt kampen, var vi røget under stregen, så det var en såkaldt 6 points kamp. At vi formår at vinde kampen derovre 3-2, viser kæmpe stor klasse af alle i truppen. De ville vinde og var klar til at gå igennem ild og vand for hinanden. Med sejren var vi stort set reddet fra nedrykning, som selvfølgelig var sæsonens målsætning. -

I de sidste 3 kampe blev det til 5 point for VSK. Blandt andet end flot hjemmebane sejr på 2-0 over HIK. Alt i alt, var Poul Lyse godt tilfreds med forårssæsonen.

- Vores forårssæson er vi tilfredse med. Vi spiller med helt i toppen frem til sidste spillerunde, hvor vi var blevet nr. 2, hvis vi havde vundet udekampen mod BK Frem. Da vi som bekendt “ kun “ spillede 1-1 derover, blev til det til en godkendt 5. plads. Vi startede sæsonen helt forrygende og fik 13 point i de første 5 kampe, derefter fik vi desværre kun 3 point i 7 kampe. Vi får dog sluttet rigtig godt af med 8 point i de sidste 4 kampe. Så alt i alt en godkendt sæson, vi vil dog gerne blive endnu bedre til at gøre de dårlige perioder i kampene mindre, og dermed de gode perioder længere. -

VSK Aarhus sluttede med 33 point og dermed på en 5. plads i 2. divisionens nedrykningsslutspil. Efter sommerferien vil VSK Aarhus spille med i 2. divisionens pulje 3 sammen med: FC Sydvest, Jammerbugt FC, Kjellerup IF, Odder, Aarhus Fremad samt ny oprykkede IF Lyseng og Ringkøbing.

Første kamp spilles den 5. august ude mod FC Sydvest.

Luk