Menu

Optakt: VSK holder næsen i sporet

image
23. august 2019 kl. 11:29

Selvom det ikke blev til point i midtugen er stemningen i VSK-truppen god. De første fem kampe i denne sæson (fire i turneringen og en i pokalen) har vist, at VSK på rigtigt mange parametre kan matche de hold, der i sidste sæson var at finde i (toppen af) oprykningsspillet.

Dét der har manglet i Vejlby Skovbakken de sidste par kampe har i store træk været den afgørende rutine, som man har som hold, når man har spillet sammen længe, og kender hinanden ud og ind. Det gør vi ikke helt endnu, men vi er rigtigt godt på vej.

Kigger man på præstationerne og det spillemæssige, er der slet ingen tvivl om, at vi i VSK Aarhus bevæger os i den rigtige retning (i øvrigt både som klub og som hold). Vi lærer efter hver kamp, og vi tager et lille skridt hver dag for på sigt at opbygge en topklub i Aarhus Nord. Den erfaring vi fik i går, bruger vi til at forbedre vores performance i dag. Sådan arbejder vi hver eneste dag.

Derfor bliver vores projekt endnu en gang testet lørdag, hvor der venter en svær opgave i Dalum mod et hold, der har fået en ganske fornuftig sæsonstart. Flotte præstationer mod Sydvest, Brabrand IF og Aarhus Fremad vidner om, at vi skal møde et stærkt Dalum-hold. Men alle kampe er svære i 2. division, og det er præcis det man elsker, når man spiller fodbold: at skulle præstere hver evig eneste uge.

Vi forventer at møde et Dalum-hold, der bringer en masse power og har dygtige spillere særligt i angrebskæden. Den udfordring skal vi løse, så vi slår Dalum, for det er det eneste, vi kommer til Fyn for i morgen. Vi ønsker alle en god kamp.

Kampstart kl. 14.00 på Lars R. Jacobsen Park.

Luk