Menu

Klar sejr i Holbæk

image
15. august 2023 kl. 13:34

KLAR SEJR I HOLBÆK

VSK vandt en klar sejr på 3-0 i weekendens kamp i Holbæk. Man sporede en vis optimisme efter premierekampen, hvor Holbæk fik 0-0 ude mod Oure. Sjællænderne startede optimistisk med en god afslutning efter få minutter. Resten af kampen stod der VSK på. VSK fik lagt et massivt spillemæssigt og fysisk pres på det unge hjemmehold.

Det var en meget tilfreds manager, Jens Gjesing, der kunne konstatere, at både spil og game plan var til topkarakter. VSK krydrede den flotte indsat med tre gode mål i første halvleg. Efter knap en halv time spillede midtbanedynamoen, Jonas Spornberger en høj bold frem i feltet. Her dukkede Mathies Schjellerup op og med en retningsbestemt brysttæmning lagde han elegant bolden til rette for sig selv, så han kunne flugte bolden i mål til en fortjent 1-0 – føring. Godt ti minutter senere tog Thais Damgaard sagen i egen hånd og sendte et langskud i mål tæt op ad den ene opstander. Så har man set det med fra den gode Damgaard.

Malthe Karsberg fastholdt også i denne kamp sit høje niveau, og efter godt opspil i venstre side, satte han selv sidste fod på bolden, så VSK kunne gå til pausen med en sikker 3-0 – føring.

I 2. halvleg var VSK stadig spilstyrende og praktiserede en omgang ”bold-massage”. Trænerne udnyttede bænken, så fem fik spilletid i løbet af 2. halvleg. Peter Nemec, Asger Danelund og Rasmus Fink kom ind sammen med tilbagevendte Marcus Sloth og Simon Puggaard, der debuterede i pokalkampen mod Jetsmark. Første halvlegs 3-0 stod ved magt og VSK kunne tage hjem til Aarhus med tre sikre point.

Luk