Herresenior Jyllandsserie og Serie2 følger op på donationsbølgen
I kølevandet på Kvindeligaens flotte bidrag på 17.000 kr. til den meget omtalte kunststofbane, valgte herrerne fra klubbens Jyllandsserie og Serie 2 hold at følge trop, og støtte dette meget afgørende projekt for klubbens fremtid. 15.975 kr. blev samlet ind fra spillerne, trænerne, forældre og andre interessenter omkring holdet. Alt i alt en flot indsats, og et stærkt signal om at breddedelen af klubben i høj grad engagerer sig i klubbens kortsigtede konkurrencedygtighed, men i ligeså høj graf fremtiden for alle unge mennesker i området.
”Vi har snakket internt i klubben om at seniorholdene på en eller anden måde skulle prøve at gå forrest i denne proces. På kort sigt bliver det en gevinst for alle hold på seniorplan at denne bane bliver en realitet, og udsigterne til at kunne spille hjemmekampe på dette underlag tiltaler drengene utrolig meget. Det skal dog også siges at vi internt på holdene har snakket om fremtiden i denne indsamlingsrunde, og vi er stolte over i trænergruppen at drengene vil være med til at skabe et fundament for optimale muligheder til træning og kamp, for unge mennesker der dyrker den sportsgren vi alle holder så meget af. Vi håber ligeledes at vi kan sende et signal til klubben om vi virkelig gerne vil det her, og at de næsten 16.000 kr. kan give endnu mere blod på tanden til at se dette projekt blive virkelighed. Vi har som hold haft fantastiske oplevelser på dette ikoniske anlæg igennem årene, og en ny kunststofbane vil kun give endnu flere af dem!”
Som alle andre hold i klubben håber JS og S2 truppen på der snart kan komme hul på bylden hvad angår træning. Corona tiden er for truppen gået med forskellige challenges af fysiske og teknisk karakter, således truppen står så stærkt som muligt til at genoptage træningen snarest muligt. Vi håber det bedste!