Gjesing: Dyre lærepenge
Det blev til et nederlag på 4-2 i Dalum til Vejlby Skovbakken Aarhus, da vi lørdag gæstede Lars R. Jacobsen Park. Optakten til kampen var præget af en trafikulykke på motorvejen ved Lillebæltsbroen. Derfor var kampen udsat hele 2 timer og 45 minutter. Da kampen langt om længe kom igang blev det en hæsblæsende affære med mål i begge ender.
Dalum IF var velforberedte taktisk og havde besluttet sig for at straffe VSK Aarhus’ boldbesiddelse med farlige omstillinger. Dette lykkedes to gange indenfor de første 25 minutter, og Dalum kom derfor foran 2-0.
VSK kom tilbage i kampen. Første gang da Jacob Green-Pedersen fik dirigeret et hjørnespark i mål efter lidt klumpspil. Få minutter senere scorede Jakob Rittig på et straffespark, der blev begået mod ham selv efter, at han tog et elegant træk til højre inde i feltet, hvilket overraskede en Dalum-forsvarsspiller. Kort før pausen gav VSK et meget uovervejet hjørnespark væk, og da opdækningen ved dette hjørnespark var lige så uheldig, kunne Dalum gå til pausen med en føring på 3-2. VSK pressede i store dele af 2. halvleg på for en udlignede scoring, men kort tid efter, at VSK’s Nick Drachmann modtog sit andet gule kort, kunne Dalum i stedet afgøre kampen til 4-2.
Jens Gjesing udtaler om kampen: “Overskiften for den seneste uges kampe må være 'dyre lærepenge'. Netop læring og erfaring skal vi konstant tage med os. Ikke mindst i en uge som den seneste, hvor vi har været meget flinke ved vores modstandere. Vi har lavet flere store personlige fejl, der har kostet points. Vi har også lavet mindre fejl, som vi skal vænne os til, at der ikke er plads til på dette niveau. Det koster points. Hertil er jeg nødt til at tilføje, at vi i VSK spiller med risiko, og det vil vi fortsætte med at gøre. Det kan gøre ondt engang imellem, men det er min overbevisning, at det er det eneste rigtige i forhold til holdets og spillernes udvikling.”
Han forsætter: “Gårsdagens udekamp var præget af den ærgerlige optakt, hvor det udviklede sig til 5 timer i bus inden, vi kom til Dalum. Det betød, at der stort set ikke var tid til et oplæg til kampen og spillerne virkede lidt ramt. Muligvis også ovenpå en hård uge. Ikke desto mindre er det en kamp, vi aldrig må tabe, imod det på dagen svageste hold, vi indtil videre har mødt i denne sæson. Men når man forærer mål væk og samtidig ikke scorer på sine chancer, så får man selvsagt ikke points i denne gruppe. Det må vi lære af.”
“Når alt dette er sagt, så er vi til gengæld blevet bekræftet i - gennem de første 5 kampe - at vi har kvaliteten til at begå os i denne række. Det kræver dog, at vi performer maksimalt både til træning og i kampene. For 3-4 måneder siden spillede vi lige op med Aarhus Fremads andethold og i onsdags spillede vi lige op med Aarhus Fremads førstehold. Det fortæller lidt om den udvikling vi har gennemgået og som skal fortsætte. Troen på mine spillere har aldrig været større, og jeg ved, at vi har meget uforløst potentiale. Nu handler det om at holde næsen i sporet og arbejde stenhårdt. Jeg vil se mod og vilje."