Gamle bekendte hos en ny modstander
Greve tog 11 point med over i kvalifikationsspillet og ligger derfor lunt i rækken, selvom holdet har været uheldig i de to første kampe i foråret.
Selvom Greve er en ny modstander, er der flere bekendte, der tidlige har optrådt i Vejlby. Holdets træner er Claus Larsen, der tidligere har stået i spidsen for BSV og sidste år ledte han Fredensborg, som VSK mødte i kvalifikationsspillet. Claus Larsen er kendetegnet som en meget dynamisk og energifyldt træner, der sjældent sidder ned på bænken, men tværtimod stående og højlydt gejler sine spillere op. Der er næppe heller tvivl om, at Larsen har taktikken klar, da han er kendt for at have et indgående kendskab til sine modstanderne, ligesom han praktiserer en klar spillestil.
Greve, der lå på nippet til at komme med i oprykningsspillet, har forud for sæsonen mistet et par spillere, men flere er kommet ind. Det gælder bl.a. målmanden Yousuf Butt, den hurtige angriber Zakaria el-Quaz og midterforsvareren, Oliver Hansen, som alle spillede i Fredensborg sidste år. Sidstnævnte med så stor succes, at han var til prøvetræning hos Bo Henriksen i A.C. Horsens. Der er også gensyn med vores tidligere angriber, Kasper Kempel, der sidste sommer forlod VSK for at drage til Hovedstaden og nu optræder for Greve.
VSK Aarhus fik sit første point i lørdags, da det blev 2-2 mod Hillerød. Igen en erindring om, at en fodboldkamp varer mindst 95 minutter. Greve er også et hold, der spiller til sidste fløjt. Hos VSK var der gode takter og positivt var det, at de unge Jacob Hansen Niklassen og Jacob Kromann kom på scoringstavlen. Ligesom der var sæsondebut til Anders Kjeldgaard, Mathias Rask Thomsen og Joran Blaue.
Vi byder velkommen til publikum, spillere og ledere fra Greve samt dommertrioen, Rasmus Nielsen, Rene Risum og Bjarke Bruun, der i dag er suppleret med dommerudvikler Henning Jensen.
Hvis man får lyst til at se mere fodbold i påsken spiller VSK´ s Danmarksseriehold lokalopgør mod Aarhus Fremad 2. påskedag kl. 12 på samme bane. I forlængelse af 2. holdets kamp sæsondebuterer serie 1-holdet mod Helsted. DS-holdet skal forsøge at følge op på den flotte 5-2 sejr ude mod Kolding.