Fuldt fokus kræves: Ekstrem svær kamp venter mod Næsby
Hvis man kigger på tabellen inden weekendens kamp mod Næsby i denne runde af 2. division, så finder man VSK Aarhus på 8. pladsen med 7 point, mens Næsby er at finde på 12. og sidstepladsen med ét point.
MEN! En ting er hvordan tabellen rent faktisk ser ud, og en helt andet ting er hvordan, at tabellen kunne have set ud. Og lad os sige det helt klart: Efter at have studeret vores kommende modstandere fra Næsby nærmere, så kan vi stensikkert konkludere, at de har haft spil og chancer til meget mere end det ene point, som de har fået. Vi mener faktisk, at Næsby er et af de bedre hold, som vi kommer til at møde i efteråret.
Der kræves altså fuldt fokus fra hele staben, alle spillerne og hele klubben i Vejlby Skovbakken Aarhus, hvis det skal lykkes at tage alle 3 point lørdag. Næsby er et enormt stærkt hold med individuel kvalitet, der prioriterer deres possession-fase meget højt. De gør en dyd ud af at spille fodbold ved jorden og flytte bolden hurtigt rundt på banen. Der er grundlag for en velspillet fodboldkamp lørdag eftermiddag i Risskov.
Kampen bliver endnu en test af vinderkulturen i VSK Aarhus. De unge spillere skal præstere, og det er virkeligt udviklende for dem at mærke det pres, som der er i voksen-fodbold for at skulle levere varen. Vi stoler på de unge spillere.
I VSK Aarhus er der ved at udvikle sig en helt enestående træningskultur med spillere, der træner langt mere end bare holdtræningen. Flere af spillerne har nu en træningsuge, der ligner det man finder i professionel fodbold med styrketræning, individuel træning og holdtræning. Det er en fornøjelse at se, hvordan at mange spillere arbejder målrettet både før og efter træning med vores individuelle trænere for at forbedre sig. Vores spillere er og skal være sultne efter at tage skridtet til næste niveau.
Kampstart lørdag d. 14. september kl. 13.30 på Vejlby Stadion. Der er gratis entré, så mød op og støt op om Nordbyens hold. Vi glæder os til at byde velkommen til alle. Kampens bolddrenge er Aske, Bertram, Elias, Max, Muhammed og Rasmus fra U12. Tusind tak for hjælpen.