Fortjent sejr til VSK Aarhus i oprykningsduel
Siden Jens Gjesing og Mads Post i vinter overtog styringen for klubbens førstehold, så har ambitionen været klar: Klubben skal vende tilbage til divisionerne – og som om det ikke var nok i sig selv, så har man samtidigt gennemført et radikalt skift i spillestil i retning af mere offensiv og boldbesiddende fodbold.
Selvom flere af forårets kampe har budt på markant flere mål fra VSK’s side (6-0 over Vatanspor og 5-0 over Viby IF) end vi fik i dag, så kunne de 167 fremmødte tilskuere på Vejlby Stadion se et VSK-hold, der fra start forsøgte at sætte sig på kampen. Kampens første store mulighed tilfaldt dog en Lyseng-spiller, som efter et veltimet dybdeløb pludseligt var alene med VSK-keeper Magnus Wang. Den duel vandt Wang. Derefter stod der VSK på det meste. Bolden blev ført tålmodigt rundt, og boldbesiddelsen gav chancer: Her i blandt en afslutning på overliggeren og et smukt gennemspillet angreb i højresiden, der havde fortjent bedre. Stillingen forblev dog 0-0 til pausen.
Kort inde i 2. halvleg modtog Lysengs Simon Nørbygaard sin anden advarsel efter en hård tackling på Jacob Kromann. VSK var derefter på bolden så godt som hele tiden. Forløsningen kom da Sebastian Spornberger fik sidste fod på et angreb efter 67 minutter.
Lyseng var i kampens overtid meget tæt på at sikre sig det ene point, da de formåede at skabe ravage med adskillige lange indkast. Jeppe Idskou stod dog på det rigtige sted på det rigtige tidspunkt til at forhindre dette.
Efter kampen udtalte manager Jens Gjesing: ”Dagens kamp forløb meget som ventet med et defensivt og vel organiseret Lyseng-hold der lurede på omstillinger samt dødbolde. Vi tog relativt hurtigt initiativet i kampen og fik også skabt flere muligheder for at score. Jeg mener, at det var yderst fortjent at vi tog de 3 point. Fordi at vi var dygtigst i alle facetter af spillet og viste det største mod kampen igennem.”
Næste lørdag d. 25/5 venter et vanskeligt opgør på udebane i Lystrup.