Farvel til 2. division efter 1083 divisionskampe
Lørdag tager VSK afsked med 2. division. Det sker i hjemmekampen mod traditionsklubben AB. AB kommer med et stærkt hold, der med 38 point indtager 2. pladsen i kvalifikationspuljen. Det er dobbelt så mange point, som VSK har skrabet sammen. Akademikerne har spillet en meget konstant forårssæson og træner Michael Madsen har tilført en homogenitet, der bl.a. har betydet, at holdet har samlet lige mange point ude og hjemme. Holdet er bygget op omkring en stabil midtbane, og i spillere som Rasmus Tangvig og Stefan Nygaard har man spillere, der også kan finde netmaskerne.
Til dagens kamp sidder den centrale midtbanespiller, Daniel Wambach ude med karantæne. AB kommer med en frisk sejr over Næsby, der som konsekvens også må en tur ned i Danmarksserien. I den kampe blev Nichlas Rohde dobbelt målscorer.
VSK kommer også med en frisk sejr. I Odense led Dalum et nederlag på 2-1 i en kamp, hvor hjemmeholdet kunne have sikret sig forbliven. Men på gode mål af Magnus Clemmensen og Mikkel Nygaard vandt VSK en fortjent sejr.
Holdet viste gode takter, og samtidigt kom hele tre debutanter på banen: Mats Wierzba, Kristian Juul Justesen og Claus Jessen. Det er opløftende også og giver forhåbentlig gejst til, at VSK igen kan vende tilbage til det gode selskab i Divisionsforeningen.
Vi siger velkommen til dommertrioen, Nikolaj Boddum, Casper Kristensen og Patrick Ramon Andersen, spillere og publikum fra AB.
Samtidigt håber vi, at vi kan afslutte sæsonen med en god og flot fodboldkamp, som kan give selvtillid til de kommende kampe i Danmarksserien, så vi kan sige god sommer til spillere, trænere mv.
Trænerteamet Jesper Højlund og Michele Demontis fortsætter med samme engagement og er sammen med spillerne indstillet på at komme igen hurtigst muligt.