Menu

En Rittig god tur til Ringkøbing

image
08. september 2019 kl. 21:41

Der er vigtige point på spil hver eneste weekend i 2. division, hvor rækken tegner til at blive utroligt tæt. Derfor var der stor glæde at spore i VSK-lejren, da det søndag eftermiddag lykkedes at hente 3 point i Ringkøbing.

Kampen åbnede med VSK Aarhus mest bolden, og det var også udeholdet, der var først med de store muligheder. Efter et hjørnespark i venstreside var en af assisterende manager Mads Posts kombinationer tæt på at give gevinst, men bolden krydsede lige nøjagtigt ikke stregen.

Mål blev der til gengæld efter 32 minutter, hvor Jonas Spornberger fra en position centralt i banen sendte Thomas Rohde i dybden. Rohde sendte bolden videre til Jakob Rittig, der efter et træk sendte bolden ind i det korte hjørne, hvilket så ud til at overraske hjemmeholdets målmand.

Ringkøbing IF viste dog også, at de ikke havde tænkt sig at være statister. Værterne have flere farlige forsøg i begge halvlege, og 1-1 blev det på et direkte frispark ikke langt uden for straffefeltet. Godt sparket ind rundt om muren.

I Vejlby Skovbakken Aarhus kan vi med stolthed sige, at vi tør give unge spillere chancen for at spille divisionsforhold. I optakterne til de seneste kampe har man derfor blandt andet kunne læse om Jacob Green-Pedersen, Jeppe Idskou, Marcus Sloth Jørgensen (der i dagens anledning var anfører) og Thomas Rohde (som nu har været involveret i 5 mål på to kampe). Vi har dog også rutinerede folk på holdet, som de unge kan læne sig op ad. Jakob Rittig er en af dem. Selvom alderen ikke længere slutter på noget med tyve, så har Rittig helt fænomenale tekniske afslutningsfærdigheder og målnæse. Og det var han ikke færdig med at vise i dag.

Kort inde i 2. halvleg blev 19-årige Thomas Rohde sendt afsted dybt. På et indlæg fandt han Malthe Karsberg Rasmusen, som ”sendte bolden videre” til Jakob Rittig, der sikrede VSK sejrsmålet.

Manager Jens Gjesing udtaler om kampen: “Det var selvsagt 3 vigtige point, vi fik med fra Ringkøbing i dag, og endelig fik spillerne, som de fortjente. Vi spiller en rigtig fin kamp, hvor jeg hæfter mig ved, at vi tager initiativet, og der bliver investeret i mange offensive løb. Det betyder også, at vi kommer frem til mange chancer. Skulle man tage de kritiske briller på, så skal vi score flere mål, men såfremt spillerne bliver ved med at arbejde hårdt til træning og i kampene, så er jeg sikker på, at vi nok skal komme til at lave mange mål i denne række. Det var en fornøjelse at se spillernes mod og vilje i dagens opgør.”

Luk