Menu

Demontis yderst tilfreds med forlængelse

Tobias Halskov
10. juli 2017 kl. 10:57
VSK Aarhus kunne i går den 9. juli meddele, at cheftrænerteamet bestående af Michele Demontis og Poul Lyse har forlænget deres kontrakter med klubben.

Demontis og Lyse skal dermed stå i spidsen for klubbens førstehold i yderligere 2 år. Deres historik tæller i forvejen godt og vel 10 år, de seneste 5 år som cheftrænere. Vi har talt med Michele Demontis ovenpå forlængelsen, som selvfølgelig er glad for at forlænge med klubben.

- Jeg er yderst tilfreds. Nu har jeg haft samme fodboldjob, civiljob, hustru og frisure i 10 år. Håret er så småt på vej på tilbagetrækning, så jeg holder fast i de tre andre ting, så længe de vil have mig.

Han fortæller også at han er glad for at fortsætte samarbejdet med Poul Lyse. Han fortæller desuden, at de fortsætter som sidestillede cheftrænere og det ser han kun som en fordel.

- Jeg synes det (samarbejdet) fungerer rigtig godt, og vi supplerer hinanden meget fint. Jeg tror, de fleste, vil mene, at vi er to meget forskellige cheftrænere, men det ser jeg som en stor fordel. Vi er enige om det meste, men vi er naturligvis nogle gange lidt uenige omkring ting som fx startelveren osv. Fordelen er, at vi så diskuterer det grundigt, inden vi træffer en beslutning.

Michele ser meget frem til den kommende sæson og ser en realistisk chance for, at klubben kan komme i oprykningsspillet.

- For første gang siden strukturen blev ændret, synes jeg, at vi har en realistisk chance for at komme i oprykningsspillet. Kan vi holde på vores nuværende trup med 1-2 forstærkninger er jeg meget tilfreds. Jeg forventer, rækken bliver utrolig tæt og det er umuligt, at pege på hold som ikke har en chance.

Fremtidigt ser han gerne, at klubben kan spille med i oprykningsspillet hver sæson.

- Vi har brugt de seneste mange sæsoner på at stabilisere os i 2. div, og det er lykkedes fint. Nu vil vi selvfølgelig gerne tage det svære skridt videre, og på sigt etablere os som et hold der spiller med i oprykningsspillet hvert år.

Demontis og Lyse er at finde på sidelinjen igen den 5. august, når man gæster FC Sydvest.

Luk