Menu

Demontis efter 4-1 sejr: En rigtig skøn sejr

Tobias Halskov
28. august 2017 kl. 14:16
VSK Aarhus fik lørdag deres første sejr, efter at Odder blev besejret med hele 4-1. Frederik Høgh blev dobbelt målscorer, mens Henrik Brodersen og Marcus Sloth scorede et mål hver.

Det var forløsningens glæde, der var at spore i cafeteriet og i omklædningsrummene på Vejlby Stadion efter lørdagens hjemmekamp mod Odder. VSK Aarhus havde forinden lørdagens kamp blot fået 1 point i de første tre kampe, og to af nederlagene var til og med faldet til oprykkerne fra Lyseng og Ringkøbing. En start på sæsonen som lå langt fra ambitionerne om oprykningsspil. Michele Demontis var selvfølgelig tilfreds med sejren og fortæller, at han inden lørdagens kamp havde givet en opsang til flere af holdets profiler, som han synes havde underpræsteret i de første kampe.

- Det var en rigtig skøn sejr, i en kamp hvor vi får skabt mange store chancer og fortjent vinder. Jeg havde været efter flere af vores største profiler, som Nico P (Nicolai Pedersen), Sloth (Marcus Sloth), Henrik (Henrik Brodersen), Torp (Jacop Florin Torp) og Høgh (Frederik Høgh), som altid er blandt de første, vi sætter på holdkortet. Jeg syntes, de havde spillet en smule under deres niveau i dele af de første kampe. Men jeg skal love for, at de bragede igennem mod Odder. Jeg vil påstå, at opsangen virkede, mens de nok bare undrer sig over, hvad jeg snakkede om, da de altid er blandt vores bedste.

Demontis uddyber og fortæller, at sejren betyder rigtig meget.

- Der er ingen tvivl om, at sejren betyder rigtig meget. Selv efter den dårlige start med 1 point i tre kampe, var stemningen i truppen stadig rigtig god, men sejre hjælper selvfølgelig altid på humøret. Endnu vigtigere var sejren dog for måden, vi griber kampene an på. Vi har forsøgt at angribe meget og med mange folk og er blevet straffet for det, samt på personlige fejl, i de første par kampe. Sejren mod Odder er med til at styrke os i troen på, at vi skal fortsætte den offensive stil. Her tænker jeg på i 2. Div og ikke så meget i pokalturneringen.

VSK indtager efter lørdagens sejr en 6. plads i 2. divisionens pulje 3.  

Luk