Menu

Christopher Denius ny VSK-spiller

image
06. juli 2019 kl. 19:58

Det er en markant forstærkning af VSK Aarhus-offensiven, der til opstarten i den kommende uge træder ind ad døren på anlægget i Vejlby Risskov. 26-årige Christopher Denius, der senest har spillet i Kjellerup IF, er således endnu en tilføjelse til truppen med formålet at sikre sig et slagkraftigt mandskab til den kommende sæson i 2. division.

Udover Kjellerup IF har Denius også divisionskampe i både Vejgaard og Jammerbugt. Det er altså en ombejlet herre, som vi i VSK Aarhus har kunne tiltrække grundet de sportslige visioner og muligheder i klubben.

VSK-chef Jens Gjesing fortæller: ”Vi er enormt glade for, at det er lykkedes at få Christopher til klubben. Her er tale om en spiller, som er enormt sulten, og som har været en profil i toppen af 2. division. Desværre har Christopher været ramt af lidt skader i sin karriere, som indimellem har hindret ham i at tage skridtet til et endnu højere niveau. Christopher er meget ambitiøs og har vist stor interesse i det projekt, vi har søsat i VSK. Vi har i VSK et meget stærkt set-up i forhold til at udvikle spillere, og her har Christopher vægtet det sportslige hos os fremfor økonomisk attraktive tilbud fra andre klubber. Netop denne beslutning fortæller mig, at Christopher er meget ambitiøs og vægter det sportslige foran alt andet.”

Denius passer derfor perfekt i profilen på en VSK-spiller, fordi de sportslige ambitioner er altoverskyggende, og han kommer uden tvivl til at spille en vigtig rolle i at indfri klubbens ambitioner for de kommende år.

Om den kommende sæson udtaler Denius: ”Min overordnet forventning er, at det først og fremmest skal hedde 2. division næste sæson igen! Men vi skal ikke bare ud og overleve - vi skal ud og tage hver eneste kamp op, om så det er Thisted, AB eller Sydvest. Derudover forventer jeg også, at vi flytter os som hold og hele tiden rykker os i den positive retning. Alt i alt glæder jeg mig bare til en masse fede kampe i 2. division”.

Velkommen til VSK, Christopher!

Luk