2. Div - Optakt: VSK Aarhus - Odder
Man kan vist roligt sige, at VSK Aarhus har fået alt andet end en drømmestart på sæsonen. 1 enkelt point er det blot blevet til i tre kampe. Odder har, ligesom VSK, heller ikke fået en god start på sæsonen. Odder-mandskabet ligger sidst i puljen med minus 6 point, som man jo fik som straf, efter at det sidste år kom frem, at klubben havde været lidt for flinke til uddele kørepenge. Kørepenge-sagen kostede også karantæne i par kampe til nogle af klubbens store profiler. Poul Lyse mener dog stadig at Odder er et godt mandskab, som bliver svære at slå.
- Odder er, ligesom os, ikke kommet så godt i gang med den nye sæson. Odder har mistet et par store profiler op til denne sæson, og er startet sæsonen med en del karantæner, hvilket alt andet lige gør det en smule svære for dem. Når det er sagt, så har Odder et rigtig stærkt hold, og vi spiller altid tætte kampe mod dem. Vi har i de sidste par sæsoner haft svært ved at vinde mod Odder. De begynder så småt, at få deres karantæne ramte spillere tilbage, så ingen tvivl om at de nok skal få deres point, jeg håber dog ikke det sker på lørdag.
VSK Aarhus skal, som nævnt, rejse sig efter 2-4 nederlaget til Ringkøbing. VSK var bagud hele 0-4 inden Frederik Høgh og Marcus Sloth fik reduceret. Nikolaj Wael, Ringkøbing træner, udtalte efter kampen til Bold.dk at det sagtens kunne være blevet til 5- og 6-0. Den analyse køber Poul Lyse dog ikke helt.
- Vi kom desværre ret tidligt i kampen bagud med 2 mål, i en ellers ret chanceløs første halvleg, hvilket gjorde at vi ikke rigtig fik sat vores spil. Det var først da kampen reelt var afgjort, at vi spillede frit og fik lavet 2 rigtig flotte mål, men det skal vi gøre igennem alle 90 min. Plus tillægstid. Vinderen har altid ret, så fortjent Ringkøbing vinder kampen, men at de burde have vundet 5 eller 6 -0 synes jeg måske lige er at overdrive en smule. I begge kampe mod Lyseng og Ringkøbing har vi ikke været dygtige/skarpe nok i begge felter, samt lavet alt for mange dumme personlige fejl, det skal vi have rettet op på.
Specielt skarpheden i felterne ser Lyse som det helt store fokuspunkt forud for kampen mod Odder.
- Hvis vi skal have point mod Odder på lørdag, så skal vi blive bedre i begge felter samt undgå personlige fejl. Vi skal have lukket af bagtil, da vi har lukket alt for mange mål ind, og det kræver at vi bliver skarpere i felterne.
Vejlby Stadion ligger på lørdag græs til kampen mod Odder, som fløjtes i gang kl. 13.