Menu

2. Div - Optakt: VSK Aarhus - Kjellerup IF

image Vildmedfoto.dk
Tobias Halskov
15. september 2017 kl. 13:57
Efter blot 4 point i de første 6 kampe skal VSK Aarhus forsøge at vende den dårlige sæsonstart, når man lørdag tager imod topholdet fra Kjellerup IF.

Det er nok de færreste, som havde regnet med, at VSK Aarhus efter de første 6 kampe, blot havde samlet 4 point. Udmeldingerne inden sæsonstart omkring ambitioner for oprykningsspil var ellers nye takter fra VSK Aarhus, som plejer at have ydmyge ambitioner og gerne en ”tage én kamp af gangen” mentalitet. Med de lovende takter, som holdet vidste i sidste sæsons nedrykningsslutspil, mente træner Michele Demontis, at oprykningsspil var muligt, hvis man kunne holde truppen intakt.      

-For første gang siden strukturen blev ændret, synes jeg, at vi har en realistisk chance for at komme i oprykningsspillet. Kan vi holde på vores nuværende trup med 1-2 forstærkninger er jeg meget tilfreds. Jeg forventer, rækken bliver utrolig tæt og det er umuligt, at pege på hold som ikke har en chance.

VSK var dog også tæt på en drømmestart, da man næsten hev 3 point hjem mod FC Sydvest, men en tidlig scoring af VSK, blev desværre udlignet til sidst på et tyndt dømt straffespark. Efter Sydvest kampen ventede to kampe mod oprykkerne fra IF Lyseng og Ringkøbing IF. VSK havde i opstarten slået IF Lyseng overbevisende med 3-0, men da der så var point på spil, blev sandheden desværre end anden for VSK. IF Lyseng straffede to store personlige fejl, og VSK måtte dermed gå skuffede fra banen med et 1-2 nederlag. Et nederlag som i sær gjorde ondt på Michele Demontis og anfører Henrik Brodersen, hvor sidstnævnte betegnede det som sæsonens hidtil største skuffelse. Ringkøbing fik desværre sat endnu en kæp i VSK-hjulet, da VSK måtte rejse hjem fra Vestjylland med et klart 2-4 nederlag. Dermed stod VSK med blot 1 point efter de første 3 kampe. Holdet fik dog den efterfølgende weekend, oprejsning mod bundproppen fra Odder. Her vandt man med hele 4-1 og Michele Demontis var efter kampen svært begejstret.

- Der er ingen tvivl om, at sejren betyder rigtig meget. Selv efter den dårlige start med 1 point i 3 kampe var stemningen i truppen stadig rigtig god, men sejre hjælper selvfølgelig altid på humøret. Endnu vigtigere var sejren dog for måden vi griber kampene an på. Vi har forsøgt at angribe meget og med mange folk og er blevet straffet for det, samt på personlige fejl, i de første par kampe. Sejren mod Odder er med til, at styrke os i troen på, at vi skal fortsætte den offensive stil.

Den offensive stil udeblev desværre, da man i hjemmekampen mod Aarhus Fremad ikke formåede at score, efter man endda var i overtal den sidste halve time. Poul Lyse var i sagens natur skuffet over nederlaget til Fremad, men han var i den grad også skuffet over sæsonens pointhøst.

-Ja, jeg er meget skuffet over at vi “kun“ har fået 4 point, men vi må erkende, at vi ikke har været dygtige nok til at få flere point. Vi SKAL finde skarpheden frem i begge felter, da vi laver lidt for mange fejl og samtidig skal bruge for mange chancer til at lave vores mål. Vi vidste godt at denne pulje vil blive meget lige, og at alle kan slå alle. Vi skal fortsætte det hårde arbejde og bygge videre på, at gøre spillerne endnu dygtigere i de enkelte situationer, så vi kan få tippet kampene over til vores fordel.

Sidste weekends kamp mod topholdet fra Jammerbugt, blev desværre ikke den kamp. VSK Aarhus tabte 0-2 i Nordjylland. Nu venter så topholdet fra Kjellerup IF, som inden sæsonen var, og stadig er, storfavorit til oprykningsspillet.

Det er ved at være sidste chance for VSK, hvis man skal opnå ambitionerne om oprykningsspil. Med 8 kampe igen og 24 point at spille om, har VSK 5 point op til Ringkøbing, som befinder sig på puljens 4. plads. En ikke helt umulig opgave, men som både Michele Demontis og Poul Lyse har påpeget, så skal de personlige fejl minimeres og den skarphed holdet havde i sidste sæson, skal genfindes.

Kom på Vejlby Stadion i morgen og støt drengene til oprejsning mod Kjellerup IF.

Kampen fløjtes i gang kl. 13.

Luk