Menu

2. Div - Optakt: Jammerbugt FC - VSK Aarhus

image Vildmedfoto.dk
Tobias Halskov
07. september 2017 kl. 12:47
VSK Aarhus skal i weekenden forsøge at rejse sig efter lørdagens 0-1 nederlag til topholdet fra Aarhus Fremad. Træner Poul Lyse ser tilbage på sæsonstarten og frem mod kampen i Nordjylland.

En sløj sæsonstart var, for VSK, før weekenden blevet udskiftet med optimisme og tro på tingene, efter en 4-1 sejr over Odder og en god præstation mod AGF i pokalturneringen. I weekendens kamp mod Aarhus Fremad, manglede VSK, som så mange gange før i denne sæson, igen den afgørende skarphed. Aarhus Fremad fik derfor desværre endnu en gang håneretten over VSK, efter en chancefattig kamp på Vejlby Stadion. Khaled Paikar hos Fremad gjorde sig bemærket, både som matchvinder og som modtager af to gule kort. På trods af overtallet kunne VSK ikke nedbryde Fremads stærke defensiv. Noget som træner Poul Lyse ikke var helt tilfreds med, da han mener at VSK burde have haft point.

- Kampen mod Aarhus Fremad blev, som vi havde forventet. En kamp, hvor der blevet kæmpet hårdt om overtaget i kampen. En kamp med meget spil i mellem felterne og meget få chancer til begge hold. Jeg synes Fremad startede kampen bedst, da de har et lille overtag, dog uden rigtig at skabe nogle chancer. De kommer foran efter 23 min. efter et opspil, hvor vi smider bolden væk og deres stærke angriber (Khaled Paikar), kæmper sig igennem og scorer til 0-1. Resten af første halvleg er meget lige, igen uden de helt store chancer. Jeg synes vi starter anden halvleg fint, kommer frem til et par pæne chancer, som deres keeper flot redder. Efter deres røde kort er vi klart spilstyrende, men igen desværre uden vi rigtig skaber de helt store chancer. Det blev ved 0-1 til Fremad, som selvfølgelig er skuffende, da vi i mine øjne burde have haft point i en meget lige kamp.

5 kampe er spillet og det er blot blevet til 4 point til VSK. Poul Lyse erkender, at han bestemt ikke er tilfreds med det udbytte.

- Ja, jeg meget skuffet over at vi “kun“ har fået 4 point, men vi må erkende, at vi ikke har været dygtige nok til at få flere point. Vi SKAL finde skarpheden frem i begge felter, da vi laver lidt for mange fejl og samtidig skal bruge for mange chancer til at lave vores mål. Vi vidste godt at denne pulje vil blive meget lige, og at alle kan slå alle. Vi skal fortsætte det hårde arbejde og bygge videre på, at gøre spillerne endnu dygtigere i de enkelte situationer, så vi kan få tippet kampene over til vores fordel.

Poul Lyse ser frem til en svær udekamp mod Jammerbugt, som er kommet godt fra start i den nye sæson.

- Udekampen mod Jammerbugt bliver en meget svær kamp. Jammerbugt er kommet flot fra start. De har et rigtig godt hold, med nogle rigtig dygtige og erfarne spillere kombineret med nogle unge fremadstormende spillere, samt en dygtig træner i Bo Zinck, som er kommet hjem efter et flot ophold hos Thisted. Vi forventer igen en lige kamp, hvor de små marginaler kommer til at afgøre kampen. Vi skal have lukket ned for deres stærke offensiv, undgå personlige fejl samt finde skarpheden igen, når vi er i felterne. Hvis vi lykkes med det, så har vi en mulighed for at få point med hjem fra Pandrup.

VSK Aarhus rejser lørdag til Pandrup, hvor de gæster Jammerbugt FC kl. 13.  

Luk