Menu

2. Div - Optakt: FC Sydvest - VSK Aarhus

image Vildmedfoto.dk
Tobias Halskov
04. august 2017 kl. 20:45
Så sker det. Sæsonen skydes i gang. Efterårssæsonen er over os og vi skal finde ud af, hvem der skal spille med om oprykning, og hvem der skal spille for overlevelse.

VSK Aarhus har i dag sat kursen mod Tønder, hvor de gæster FC Sydvest. Vi har fanget træner Poul Lyse, som glæder sig til sæsonstart.

- Vi glæder os til at komme i gang. Det er altid med spænding, når man starter op på en ny sæson. Vores opstart har været rigtig fin. Vi har været i gang i 3 uger, hvor de første 2 uger har været rigtig hårde med nogle hårde træningspas og 4 træningskampe: VSK - Brabrand 1 - 1, VSK - Sydvest 2 - 0, Lyseng - VSK 0 - 3, VSK - Aarhus Fremad 1 - 1. Den sidste uge er gået med at finpudse de sidste ting samt at gøre holdet klar til kampen lørdag.

Ifølge Lyse er målsætningen for VSK at spille sig i oprykningspillet, hvilket han bestemt også mener er realistisk.

- Vores målsætning for efteråret er at spille os i oprykningsspillet. Det er jo nok målet for alle 8 hold i rækken, da det er det eneste vi spiller om i efteråret, men jeg synes vi har en realistisk chance for at spille med om de 4 pladser, som giver adgang til oprykningsspillet. Vi ved det bliver en svær opgave, da alle hold kan slå hinanden, så det drejer sig om, at vi bliver mere stabile og formår at holde hovedet koldt, når kampene spidser til. Forventningerne til efteråret er at bygge videre på de ting, vi har arbejdet med på det seneste, så vi bliver endnu mere dygtige til det, vi er gode til i forvejen.

Han forventer svær modstand fra FC Sydvest, som man i VSK kender særdeles godt.

- Vi forventer en meget svær kamp mod et rigtig godt hold. Vi kender Sydvest ret godt, og de kender selvfølgelig os. Det bliver kamp nr. 6 imellem VSK og Sydvest i dette kalenderår, og stort set alle kampe har været helt lige, hvor det er de små marginaler og fejl som afgør, om vi får point eller ej. Vi glæder os meget til at komme til Tønder, de har en super lækker bane og et nyt og lækkert stadion, som giver en god stemning omkring kampen.

- Vi har brugt en del tid på at komme tilbage i god form, samt få holdet spillet sammen. Vi håber på, at vi kan lukke ned for deres profiler samtidig med, at vi selv præsterer op til vores bedste.

Poul Lyse oplyser, at Oscar Scott Carl, Morten Andersen, Jacob Hansen og Peter Møller er ude med skader. Desuden kan Shawn Memory, som er kommet til fra Skanderborg, få sin debut.

Kampen i Tønder fløjtes i gang kl. 15.

Luk